Gå til hovedindhold

Aarhus Festuge: Westernby overtager Studie 1 i teaterforestillingen Dark Noon

En landsby med saloon, jernbane, horehus og kirke flytter i næste uge ind i Studie 1 i Filmby Aarhus. I det vilde setup opfører syv sydafrikanske skuespillere en western med cowboys og indianere, golddiggers, missionærer og masser af dødelige gunfights. Dark Noon kommer til Filmby Aarhus.

Indhold

    I samarbejde med Aarhus Festuge kan vi præsentere forestillingen Dark Noon af teaterkompagniet Fix & Foxy, den prisvindende danske instruktør, Tue Biering, og den sydafrikanske koreograf Nhlanhla Mahlangu.

    Under Aarhus Festuge inviterer de publikum indenfor i Studie 1 i Filmby Aarhus, hvor de tager fat i et af tidens vigtigste og måske mest ømtålelige emner; spørgsmålet om repræsentation og misrepræsentation i kulturen, race/racisme og identitet og om hvem, der har magten til at fortælle historien. Dark Noon er et visuelt og følelsesmæssigt sansebombardement, hvor skellet mellem scene, skuespillere og publikum løbende bliver nedbrudt.

    Dark Noon - Fix & Foxy. Foto: Søren Meisner

    Dark Noon dykker ned i en tid, hvor 35 millioner sultne og fattige europæere flygtede vestpå over Atlanten for at få en ny chance, erobre guld og æde af den amerikanske drøm. Dark Noon er den hvide mands migrationshistorie - støvsuget for romantik og håb - den vestlige civilisations vilde og lovløse historie, hvorigennem forholdet mellem Vesten og Afrika vendes på vrangen. Stykket er et genre- og grænsekrydsende teaterformat, og som i Det Vilde Vesten ved publikum aldrig, hvad der venter.

    Dark Noon opføres fra den 30. august til den 3. september i Studie 1 i Filmby Aarhus. Billetpriserne er mellem 130-205 kr. ekskl. gebyr.

    Dark Noon - Fix & Foxy. Foto: Søren Meisner

    Sidst opdateret: 23. august 2022