Gå til hovedindhold

Potemkin rykker til Filmby Aarhus og styrker det kreative økosystem

Filmskolen Potemkin bliver snart en del af miljøet i Filmby Aarhus. Fra den 1. juni overtager skolen sine nye lokaler, og allerede den 1. august starter undervisningen for første hold i nye rammer. Med indflytningen rykker endnu en central aktør ind i det kreative produktionsmiljø på Sydhavnen i Aarhus, og det bliver til gavn for både elever, samarbejdspartnere og branchen.

05. maj 2026

Aarhus tager endnu et skridt mod at blive et af landets stærkeste miljøer for film- og medieproduktion, når filmskolen Potemkin flytter ind i Filmby Aarhus. Flytningen samler endnu en vigtig del af talentudviklingen side om side med etablerede produktionsselskaber og uddannelser, og styrker dermed den samlede fødekæde i det vestdanske filmmiljø.

"Vi glæder os meget til, at Potemkin rykker ind i Filmby Aarhus. Når vi samler uddannelser, vækstlag og virksomheder ét sted, skaber vi en reel fødekæde. Det gør det langt mere sandsynligt, at talent bliver i Aarhus og udvikler sig her," siger Steen Risom, chef for Filmby Aarhus.

Talenter tættere på branchen

Potemkin har eksisteret i 27 år og har været et vigtigt springbræt for mange unge, der ønsker at arbejde inden for film og medier. Filmskolen er en del af FO-Aarhus, og udbyder både grundhold, en overbygning og ungdomsskoletilbud. Hos FO-Aarhus ser man et stort potentiale i, at filmskolen bliver en del af Filmby Aarhus:

“Det giver utrolig god mening for os, at Potemkin flytter ind i Filmby Aarhus. Her bliver eleverne en del af et levende, kreativt miljø, hvor de er tæt på både produktioner, faglig sparring og potentielle samarbejdspartnere. Det skaber nogle helt naturlige synergier, som styrker deres vej videre ind i filmbranchen. I FO-Aarhus er vi stolte af at være med til at udvikle og understøtte fødekæden af kreative talenter i Aarhus," siger Anne Thorø Nielsen, der er skoleleder i FO-Aarhus. 

Med base i Filmby Aarhus forventer Sune Liltorp, leder ved Potemkin, at vækstlag og samarbejder løftes til et nyt niveau: 

"Vi ser frem til, at vi får samlet en endnu større del af det jyske filmvækstlag på samme adresse. Den tættere beliggenhed med Filmværksted Aarhus, Super8, Doktrin, MSP og alle de professionelle aktører vil automatisk styrke netværk, samarbejde og gøre Filmbyen til et endnu stærkere kraftcenter, især indenfor udviklingen af nye talenter og vækstlaget i jylland. Vi glæder os til at flytte ind, det bliver fantastisk.”

 Potemkin arbejder eleverne praktisk og teoretisk med filmproduktion. Det primære fokus i undervisningen er fiktion, men elever kan også fordybe sig i dokumentar, musikvideo og reklamefilm. Potemkins overbygning er direkte målrettet elever, der ønsker at søge ind på videregående filmuddannelser som f.eks. VIAs Multiplatform, Storytelling & Production og Den Danske Filmskole. Med Potemkin i Filmby Aarhus samles nu hele talentkæden - fra de første filmeksperimenter til professionelle produktioner - ét sted. Det gør broen til filmbranchen endnu kortere.

Fakta: Potemkin - Den jyske Filmskole

Etableret for 27 år siden.

Tilbyder undervisning i bl.a. at instruere, producere, foto, klipning, lyddesign og filmskuespil.

Grundhold varer 20 uger og har opstart i foråret og efteråret. Kurset indebærer bl.a. besøg hos professionelle produktionsselskaber og foredrag med gæsteundervisere fra filmmiljøet. Der optages 30 elever pr. hold.

Masterclass er Potemkins overbygning, som har til formål at forbedre elevers fagspecifikke erfaring gennem tre større produktionsforløb, klargøre og styrke portefølje, så der kan søges ind på andre uddannelser. Masterclasses løber også over 20 uger med opstart i foråret og efteråret, og der optages 15 elever pr. hold.

Potemkin samarbejder desuden med Aarhus HF & VUC om det 2-årige uddannelsesforløb HF Film. Og de tilbyder også ungdomsskole for unge fra 7. klasse til og med 17 år. Her deltager de unge én dag om ugen, hvor de får introduktion til at skrive manuskripter, producere, instruere, klippe, filme, sætte lys mm.

Potemkins hjemmeside.