Gå til hovedindhold

Unge udvikler spil med inspiration fra kunst

I weekenden den 7.-8. september søger 25 unge inspiration i kunsten på ARoS for at udvikle nye spil, som en del af det EU- støttede forskningsprojekt Epic-We.

Epic We x ARoS

I februar holdte vi det første Cultural Game Jam med stor succes. Foto: Mads Smidstrup / ARoS.

Indhold

    For anden gang afholder ARoS, Filmby Aarhus og Aarhus Universitet et såkaldt Cultural Game Jam på museet, hvor unge i alderen 15-25 år skal udvikle spil med inspiration fra ARoS’ samling.  

    Denne gang skal spillene forholde sig til udstillingen ARoS Samling: 1960 – nu, hvor blandt andet Bjørn Nørgaards kontroversielle hesteofring udstilles sammen med Andy Warhols ti Marilyn Monroe-portrætter og Hanne Nielsen og Birgit Johnsens videoværk Afrivning af løg.

    Workshoppen afvikles som en del af det treårige EU-projekt Epic-We under Horizon Europe, som i 2022 blev tildelt 23,6 millioner kroner. 

    - Vi håber, at der opstår magi undervejs, og at nogle af de spil, deltagerne finder på, kan modnes i samarbejde med vores partnere, så de efterfølgende kan udvikles til færdige versioner, som alle kan få glæde af. Det vil være oplagt at tilføje et spil til et udstillet værk, så man måske allerede hjemmefra eller på vej til museet kan blive inspireret.

    Katrine Broe Sørensen, projektleder hos Filmby Aarhus.  

    De prototyper af spil, som deltagerne udvikler på ARoS, overdrages efterfølgende til Filmby Aarhus, der med sit inkubatorforløb og netværk af spilproducenter også er tilknyttet Epic-We-projektet.

    - For museet er det spændende og meget udviklende at være partner i et EU-projekt af denne størrelse, der har som opgave at nytænke unges forhold til kulturarv og spiludvikling. Vi håber, at både deltagere og de mange, der forhåbentligt efterfølgende kan nyde godt af de spil, der udvikles, knytter sig endnu tættere til vores samling og oplever nye, involverende og legende sider af kunsten, siger museumsdirektør Rebecca Matthews.  
     
    Lignende game jams afholdes parallelt mellem forsknings- og kulturinstitutioner og repræsentanter fra spilindustrien i Holland og Portugal, og efterfølgende stilles al viden, der indsamles og udvikles undervejs, til rådighed for andre kulturorganisationer, kreative industrier og videregående uddannelser i EU. 
     
    - Epic-We kobler forskning, kulturarv og spiludvikling gennem samarbejde med unge i Europa. De unge mødes i grupper for at udvikle spil gennem kunst og kulturarv, og forskningen undersøger værdien af kulturmøderne og udvikler nye modeller for, hvordan unge, kulturorganisationer, spilindustri og videregående uddannelser kan mødes og praktisere en ny form for kulturskabelse gennem spil, forklarer projektleder og lektor i didaktisk design og teknologi ved DPU på Aarhus Universitet, Rikke Toft Nørgård.  

    Game jam'et skydes i gang lørdag den 7. september kl. 10 på ARoS, og de udviklede koncepter og spilidéer præsenteres for offentligheden søndag kl. 15 ved en fernisering.

     

    I galleriet herunder kan du få et indblik i det seneste Cultural Game Jam, som 25 unge deltog i tilbage i februar. Foto: Mads Smidstrup / ARoS.

    Sidst opdateret: 5. september 2024