Gå til hovedindhold

Et nyt hold af fremtidens filmskabere dimitterer nu fra SUPER8

Årgang 11 på filmuddannelsen SUPER8 i Filmby Aarhus dimitterer i disse uger med fem afgangsfilm om aktivisme, svære familierelationer, afdøde forældre, kærlighed på tværs af kulturer og true crime-historier.

Årgang 11 fra SUPER8 til afgangspremiere i Nordisk Film Biografer på Trøjborg i weekenden. Foto: Frida Sonne Hjulmand.

Indhold

    En række nye instruktører, manuskriptforfattere, producere og filmfotografer dimitterer i disse uger fra Årgang 11 på filmuddannelsen SUPER8, som holder til i Filmby Aarhus.

    Dimittenderne står bag fem afgangsfilm – de fire kortfilm 3.TH., I MORGEN UDEN DIG, RESORT og RODEN TIL ALT samt spillefilmen RIPPLE der har vokset sig større gennem projektet.

    Super8 er Vestdanmarks frie filmuddannelse, som hvert andet år optager fire studerende på hver af følgende linjer: Filminstruktør, filmproducer, manuskriptforfatter og filmfotograf. Gennem den 3-årige uddannelse udvikler de aspirerende filmskabere deres kompetencer og kunstneriske identitet.

    Vi ønsker stort tillykke til alle dimittenderne med både uddannelsen og deres afgangsfilm. Vi glæder os til at møde de nye talenter ude i branchen!

    Herunder kan du læse mere om årets fem afgangsfilm.

    3.TH. (kortfilm)

    Instruktør & manuskriptforfatter: Emil Pettersson

    Efter en voldelig anholdelse som følge af en aktivistisk aktion forsøger Emil at finde vej igennem depression og rastløshed, mens livet forandres og verden forværres.

    I MORGEN UDEN DIG (kortfilm)

    Instruktør og manuskriptforfatter: Victor Vendelbo & Mads Krause
    Producer: David Lukunku & Oliver Schlage Danielsen
    Filmfotograf: Karl Haugan de Neergaard

    Året er 1838. Astrid drømmer om sin afdøde fars tilbagekomst. Selvom drømmen går i opfyldelse, må Astrid indse, at det aldrig kan blive, som det engang var.

    RESORT (kortfilm)

    Instruktør & manuskriptforfatter: Emma Birkø
    Producere: Astrid Gott Schmidt
    Filmfotograf: Andreas Thorsager Klevin

    På en ferie til Tunesien med sin mor møder Sara den jævnaldrende Saïd, som viser hende
    verden uden for resortets konforme kulisse, men snart må Sara erkende, at eventyret ikke er uden konsekvenser.

    RODEN TIL ALT (kortfilm)

    Instruktør: Rod Ibsen
    Producer: Ida Søgaard
    Manuskriptforfatter: Rod Ibsen & Frederik Rundstrøm Andresen

    Faren Jan modtager et uventet brev fra kommunen om sønnens trivsel i hjemmet, og farens relationer bliver pludselig sat på spil.

    RIPPLE (spillefilm)

    Instruktør & manusforfatter: Joey Moe
    Filmfotograf: Søren Weper

    RIPPLE er en psykologisk thriller, der tager publikum med på en rejse ind i true crime-universet. Den populære podcastvært Lotus lægger vejen forbi en live tv-udsendelse for at fortælle virkelige mordhistorier. Seertallet eksploderer, og pludselig opdager tv-holdet, at en farlig mand på fri fod henter inspiration fra udsendelsen.

    Filmen er en multiplot historie, hvor andre menneskers dråbekast i vandet vil skabe ringe,
    der på godt og ondt ændrer udfaldet af skæbnen. 

    Filmen kan ses på Filmstriben og Blockbuster.

     

    Herunder kan du se, hvordan det så ud, da Årgang 11 fra SUPER8 viste deres afgangsfilm for venner, familie og branchefolk til afgangspremieren i Nordisk Film Biografer på Trøjborg i weekenden. Foto: Frida Sonne Hjulmand.

    Sidst opdateret: 16. september 2024