Gå til hovedindhold

Filmby Aarhus og FilmGEAR åbner et af Danmarks største Virtual Production-studier

Filmby Aarhus og udstyrsudlejerne FilmGEAR er gået sammen om et spritnyt Virtual Production-studie i Filmby Aarhus. Det nye studie er det største af sin slags i Vestdanmark og bringer en banebrydende teknologi til film- og TV-produktion i Aarhus og omegn, der både kan spare producenter for tid og penge og samtidig bidrage til mere bæredygtig filmproduktion.

Indhold

    For 20 år siden åbnede Filmby Aarhus Studie 1, som det første professionelle filmstudie tilgængeligt for alle filmproducenter i området, og i dag kan Filmby Aarhus i samarbejde med virksomheden FilmGEAR løfte sløret for den hidtil største opgradering af Studie 1. Det drejer sig om en 4 gange 10 meter stor LED-skærm og tilhørende udstyr, der udgør det nye Virtual Production-studie i Filmby Aarhus, som er det største af sin slags i Vestdanmark.

    Theresa Valbæk, projektleder i Filmby Aarhus, glæder sig over de nye faciliteter i Studie 1 og de muligheder, det åbner for film- og TV-producenter i området:

    Vi er enormt stolte af at være de første i Vestdanmark, der kan tilbyde så gode faciliteter til Virtual Production til alle producenter af kreativt indhold. Virtual Production er en vigtig ny teknologi, og vi ønsker, at de nye faciliteter skal styrke og udvikle filmbranchen og dens konkurrenceevne.

    Theresa Valbæk, projektleder i Filmby Aarhus.

    Fra en produktion lavet i Virtual Production. Foto: FilmGEAR

    Faciliteterne til Virtual Production gør det muligt for film-, TV- og kommercielle produktioner at udskifte optagelser på virkelige locations med optagelser i studiet foran skærmen, der kan vise computerskabte eller virkelige miljøer og locations. Med den mulighed kan producenter spare både tid og penge og samtidig skabe mere bæredygtige og kreative produktioner, fordi langt flere optagelser - med og uden skuespillere - kan laves i et enkelt studie.

    Peter Andreas Nielsen, COO hos FilmGEAR, siger:

    "Vi er glade for samarbejdet med Filmby Aarhus og muligheden for at tilbyde vores banebrydende produktionsfaciliteter til producenter i området. Vi håber, at en masse lokale og regionale producenter vil tage den nye produktionsteknologi til sig. Vi ønsker at nå ud til både film- og TV-producenter, men også andre brancher som f.eks. mode- og designbranchen, der kan have stor gavn af at producere video- og reklamefilm med Virtual Production."

    De nye faciliteter til Virtual Production i Filmby Aarhus kan bookes allerede nu. Kontakt:

    Peter Andreas Nielsen, FilmGEAR: peter@filmgear.dk / +45 7022 0302
    Theresa Valbæk, Filmby Aarhus: vanth@aarhus.dk / +45 5339 1084

    Fra en produktion lavet i Virtual Production. Foto: FilmGEAR

    Her bruges Virtual Production:

    Virtual Production har de seneste år vundet indpas blandt nogle af verdens største producenter af film og serier. Blandt andet er store dele af den populære serie The Last of Us fra HBO Max optaget i et Virtual Production-studie, og hele Disney Plus-serien The Mandalorian er lavet indenfor de samme fire vægge i et Virtual Production-studie med ydre galakser og planeter som locations på skærme i baggrunden.

    Udover at kunne skabe locations og miljøer, som vi kender - f.eks. strandpromenader, travle storbyer og vilde jungler - kan Virtual Production også bruges til at lave optagelser i fantasifulde verdener og på locations, der ikke ellers er tilgængelige for os, som f.eks. andre planeter eller havets bund. Virtual Production åbner altså for mange nye kreative muligheder.

    Sidst opdateret: 19. juni 2023