Gå til hovedindhold

Finalisterne er fundet: Fem komponister dyster i konkurrence om den bedste filmmusik

I foråret udskrev Aarhus Symfoniorkester og Filmby Aarhus en konkurrence for komponister fra Vestdanmark med fokus på filmmusik. 56 komponister tilmeldte sig konkurrencen, og nu er de fem finalister fundet. Den 5. november får finalisterne mulighed for at høre deres musik opført ved en finalekoncert med Aarhus Symfoniorkester, der er åben for alle interesserede. Til koncerten afsløres den endelige vinder, og der uddeles tre priser og pengepræmier.

Indhold

    Til alle gode film og serier hører sig et ekstraordinært stykke musik. Derfor udskrev Aarhus Symfoniorkester og Filmby Aarhus en konkurrence som en del af Music City Aarhus 2022 tilbage i foråret med formålet om at bidrage til udviklingen af lokale filmkomponister i og omkring Vestdanmark.

    For at deltage i konkurrencen skulle komponisterne skrive et stykke filmmusik til et uddrag af den danske thriller KLIENTEN af Anders Rønnow Klarlund. De fem finalister, der er videre i konkurrencen, er Søren Bang Rasmussen, Mira Siegel, Kent Søgaard, Albert Laubel og Thomas Bryla. De får opført deres musik af Aarhus Symfoniorkester ved finalekoncerten i Musikhuset den 5. november, hvor Jakob Stegelmann er konferencier.

    Finalekoncerten er åben for alle og gratis at komme med til.

    Book gratis billet her.

    Stor opbakning til konkurrencen

    Aarhus Symfoniorkester og Filmby Aarhus glæder sig over den store opbakning til konkurrencen. Steen Risom, chef for Filmby Aarhus, fortæller:

    "Vi er begejstrede for at føre det lokale film- og musikmiljø sammen her i året, hvor vi markerer musikken med Music City Aarhus 2022. Det styrker netværket i byen mellem de kreative miljøer, og så får publikum mulighed for at opleve filmmusik på en ny måde."

    Der var i alt 56 tilmeldte komponister til konkurrencen, og blandt de afleverede musikbud har Aarhus Symfoniorkester og Filmby Aarhus udvalgt de fem finalister. Jesper Nordin, musikchef i Aarhus Symfoniorkester, fortæller:

    "Filmmusikken er et af de steder, hvor et moderne symfoniorkester for alvor har sin relevans og berettigelse. Med den store talentmasse der pibler frem, og med det solide fundament som Filmby Aarhus repræsenterer, har Aarhus i disse år potentiale til at blive en aktiv yngleplads for film- og tv-talent i alle afskygninger. Vi elsker den symfoniske filmmusik, og derfor er det kun naturligt, at Aarhus Symfoniorkester også aktivt bidrager til denne opblomstring. Vi glæder os til at opføre de fem finalisters musik live med Aarhus Symfoniorkester og dirigent Christian Øland."

    Dygtige lokale komponister med stærke musikbud

    Stefan Frost, special- og udviklingskonsulent ved Filmby Aarhus, er en af initiativtagerne bag konkurrencen:

    "Vi får ofte henvendelser fra filmproducenter, der leder efter dygtige komponister. Derfor udskrev vi sammen med Aarhus Symfoniorkester konkurrencen for at fremkalde evt. eksisterende eller fremtidige professionelle filmkomponister. Der er kommet mange stærke bud på filmmusik, og det har været svært kun at vælge fem finalister, hvilket jo egentlig er positivt, fordi vi netop er lykkes med at få dygtige komponister frem i lyset," siger Stefan Frost.

    Finalisternes værker bliver nu vurderet af en jury bestående af filminstruktør Anders Rønnow Klarlund, filmkomponisterne Sanne Graulund og Jacob Groth samt musikchef ved Aarhus Symfoniorkester Jesper Nordin og Stefan Frost fra Filmby Aarhus. Prisvinderne bliver kåret i forbindelse med finalekoncerten i Musikhuset.

    Med generøs støtte fra Kirsten og Gunnar Fonden, kan Aarhus Symfoniorkester og Filmby Aarhus uddele pengepræmier ved koncerten. Der bliver en pris til vinderen på 20.000 kr., en talentpris på 10.000 kr. og en publikumspris på 5.000 kr.

    Jury

    Jacob Groth

    Jacob Groth er en af Danmarks mest erfarne og prisvindende filmkomponister, som med et imponerende bagkatalog af musik til film og serier har slået sit navn fast internationalt. Jacob har lavet filmmusik siden Vil du se min smukke navle og har et hav af titler på samvittigheden, heriblandt Drømmen, To Verdener og Krøniken.

    Anders Rønnow Klarlund

    Filminstruktør og manuskriptforfatter Anders Rønnow Klarlund har instrueret og været med til at skrive Klienten, ligesom han er manden bag film- og seriesucceser som Kærlighed for voksne, Hvide Sande og Hvordan vi slipper af med de andre.

    Sanne Graulund

    Sanne Graulund er komponist og har komponeret musikken til Klienten. Sanne har lavet musik til flere film heriblandt også Hvordan slipper vi af med de andre. Mange vil sikkert også kende Sanne fra adskillige musikudgivelser som jazzmusiker og -sangerinde.

    Herudover består juryen af Jesper Nordin fra Aarhus Symfoniorkester, som har betydelig erfaring som både musikchef og dirigent. Og Stefan Frost, som er special- og udviklingskonsulent hos Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje og har mere end 20 års erfaring som filmproducent.

    Sidst opdateret: 26. september 2022