Gå til hovedindhold

Double Games Talk: Tarsier Studios og Tuxedo Labs

Tarsier og Tuxedo: Ledende svenske spilskabere gæster Ideas Lab til oplæg om spilproduktion.

Få indblik i store internationale spilsucceser, når Andreas Johnsson fra Tarsier Studios og Dennis Gustafsson fra Tuxedo Labs besøger Filmby Aarhus den 22. oktober.

Andreas Johnsson er co-founder og forretningsudvikler hos Tarsier Studios, som står bag titler som Little Nightmares og Reanimal. Tarsier er kendt for imponerende håndlavet grafik, dybt atmosfæriske verdener og særdeles uhyggeligt gameplay, hvor narrative elementer og puzzle-design går hånd i hånd.

I sit oplæg vil Andreas se tilbage på Tarsiers rejse og blandt andet vise tidlige spilkoncepter og idéer, der endte i papirkurven.

Dennis Gustafsson er spiludvikler og CTO hos Tuxedo Labs. Tuxedo Labs udvikler teknisk imponerende og nytænkende spil baseret på den nyeste og mest avancerede teknologi. Et perfekt eksempel er deres spil Teardown, som er skabt ved hjælp af studiets banebrydende voxel-simulering.

Dennis fortæller i sit oplæg om at skabe spil med teknologien i centrum og reflekterer over, hvordan spiludvikling med en 'teknologi-først'-tilgang kan skabe nye spil og oplevelser.

Program

  • 09.00-09.30: Ankomst og kaffe
  • 09.30-10.30: Oplæg ved Andreas, Tarsier Studios
  • 10.45-11.45: Oplæg ved Dennis, Tuxedo Labs

Efter de to oplæg er der mulighed for 1:1-møder med både Andreas og Dennis, hvis du ønsker at tale om spilprojekter, dine produktioner, udvikling eller andet. (Åbent for alle, men Ideas Lab-virksomheder og teams fra Aarhus Games Accelerator prioriteres til 1:1-møder)

Tilmeld dig arrangementet