PsyKiosk: 404 Fairness Not Found
PsyKiosk er udviklet af unge studerende fra Team 404 i samarbejde med spilstudiet Mothworks. Spillet er skabt under projektet EPIC-WE, hvor unge fra hele Europa har udviklet spil inspireret af kunst og kultur.
Spil PsyKiosk her
PsyKiosk er et point-and-click-spil, der udfordrer spillerens moralske kompas. Gennem en række svære etiske valg konfronteres spilleren med en verden, hvor gode intentioner ikke nødvendigvis fører til gode resultater.
Spillet er oprindeligt skabt af Team 404 - fire unge studerende fra Aarhus Universitet - under et Cultural Game Jam på ARoS sidste år. Siden er PsyKiosk blevet videreudviklet i tæt samarbejde med spilstudiet Mothworks, som har løftet prototypen til en færdig spiloplevelse.
Spillet
I PsyKiosk stopper du ved en kiosk på vej hjem fra arbejde. Her møder du en række situationer, der kræver stillingstagen; beslutninger, der involverer andre kunder, kioskejeren og de varer, du ønsker at købe. Konsekvenserne af dine valg er svære at forudse, men det bliver hurtigt tydeligt, at det ikke er let at træffe det "rigtige" valg, for uanset hvad du vælger, ender udfaldene ofte i håbløse og negative konsekvenser.
Spillet inviterer til refleksion over retfærdighed, etik og illusionen om valgfrihed, og engagerer spilleren i en fortælling, hvor moral sjældent er sort-hvid.
Team 404 og Mothworks
Team 404 består af Clara Bille Tvedt, Wilma Lynge Kristensen, Mads Almdal Rasmussen og Safine Legaard Kastrupsen, som alle studerer Digital Design ved Aarhus Universitet. Under uddannelsen deltog de i et Cultural Game Jam på ARoS, hvor den første version af PsyKiosk blev udviklet.
"Da vi udviklede idéen til spillet, var vi fokuserede på temaet retfærdighed og på, hvad det overhovedet betyder i en uretfærdig verden. Spillet skulle føles uretfærdigt, så spilleren blev skubbet til at reflektere over egne valg. Er det stadig moralsk korrekt at vælge det "rigtige", hvis det fører til et negativt udfald?" fortæller Safine Legaard Kastrupsen fra Team 404.
Få et indblik i det originale spil, som blev udviklet af Team 404.
Spilstudiet Mothworks har efterfølgende videreudviklet PsyKiosk i samarbejde med Team 404. Mothworks holder til i Aarhus og arbejder med at skabe unikke, kunstneriske og iøjenfaldende interaktive oplevelser.
Team 404 ved en EXPO på ARoS, hvor de og andre unge præsenterede deres spil.
Inspireret af Colony Howl
PsyKiosk er inspireret af kunstværket Colony Howl af Jonah Freeman og Justin Lowes, udstillet på ARoS. Værkets dystopiske, cyberpunk-inspirerede univers har haft stor betydning for spillets kreative vision.
"Sammensmeltningen af kulturer, den postapokalyptiske stemning og den fysiske fornemmelse, man får, når man bevæger sig gennem rummet gjorde et stort indtryk på os. Selv navnet PsyKiosk stammer fra den lille kiosk i kunstværket," fortæller Safine Legaard Kastrupsen fra Team 404.
Colony Howl har inspireret spillets visuelle udtryk, farver og stemning. Den mørke og dystopiske atmosfære ligger tungt over kiosken, men brydes af absurde dilemmaer, overraskende let og humoristisk tone samt et miks af kulturelle og sproglige referencer. Alt sammen noget, der også kendetegner Freeman og Lowes værk.
Installationsbillede, ARoS. Anders Sune Berg.