Ny serie- og filmfestival i Aarhus
Aarhus får en ny og ambitiøs festival, der som den første i Danmark samler serier og film. Filmby Aarhus og Øst for Paradis er gået sammen om at skabe Aarhus Series & Film Festival. Festivalen finder sted fra den 1.-8. november 2026, hvor kulturinstitutioner, biblioteker og biografer vil huse visninger, premierer og events for både publikummer og branchen. Aarhus Series & Film Festival sætter spot på serier og films kulturelle betydning.
Danskerne er storforbrugere af både serier og film. Med Aarhus Series & Film Festival har Filmby Aarhus og Øst for Paradis en ambition om at trække publikum væk fra sofaen og tilbage ind i fællesskabet omkring de historier, der præger vores samtid.
"Med Aarhus Series & Film Festival vil vi skabe en festival, der bringer publikum, skabere og branche tættere på hinanden, og som samtidig styrker Aarhus som en levende by for film- og seriekultur. Vi skal se det, vi elsker, sammen," siger chef for Filmby Aarhus, Steen Risom.
Fra smalle kunstfilm til store seriesucceser
Filmby Aarhus har siden 2018 arrangeret en række forskellige festivalaktiviteter: Mediekonferencen THIS, seriefestivalen Aarhus Series og filmfestivalen Aarhus Film Days. De tre festivaler samles nu under Aarhus Series & Film Festival med fælles festivalledelse.
Festivalprogrammet vil spænde bredt og rumme både danske og internationale produktioner, nye titler og nostalgiske gensyn, kunstfilm og folkelige serier. Publikum kan blandt andet se frem til eksklusive forpremierer, møder med skaberne bag aktuelle produktioner og deltage i talks og events, der sætter fortællingerne ind i en større kulturel og samfundsmæssig sammenhæng.
"Serier og film er nogle af vores vigtigste kulturelle referencepunkter. Når vi oplever dem sammen, opstår der noget særligt. Under festivalen vil publikum ikke kun se en masse skønne titler, men også møde skabere, markante stemmer og mennesker med personlige erfaringer, som kan sætte fortællingerne ind i en større kontekst," siger Line Bjørn Daubjerg Christensen, direktør i Øst for Paradis.
Om Aarhus Series & Film Festival
Aarhus Series & Film Festival er Danmarks første festival dedikeret til serier og film. Programmet henvender sig både til publikum og branche. Festivalen arrangeres af Filmby Aarhus og Øst for Paradis.
Vi er optaget af den fællesskabsfølelse, der opstår, når vi deler oplevelserne og fortællingerne sammen. Derfor samler vi publikum, skabere og branchen til otte dage med visninger, samtaler, perspektiver og den store prisfest Series Awards.
Aarhus Series & Film Festival finder sted den 1.-8. november 2026 på tværs af aarhusianske kulturinstitutioner - fra Filmby Aarhus og Øst for Paradis til Aarhus Rådhus, biografen Vue og mange andre. Alle events på programmet vil enten være gratis eller have en lav billetpris.