MSP er en kerneuddannelse for den digitale visuelle industri
Uddannelsen Multiplatform Storytelling and Production, der ligger i Filmby Aarhus, har udviklet sig til at være en hovedleverandør af arbejdskraft i Danmarks kraftigt voksende digitale visuelle industri. Stort set alle dimittender får job i branchen og bidrager til både vækst og innovation, viser ny undersøgelse.
Det første hold studerende fra VIAs uddannelse Multiplatform Storytelling and Production - i dagligt tale kaldet MSP - dimitterede i 2017, og siden er 30 studerende hvert år strømmet ud til den voksende digitale visuelle industri. Langt de fleste af dimittenderne fra MSP er i beskæftigelse indenfor branchen, og for at få mere konkret viden om, hvor, hvordan og med hvad de er beskæftiget, har uddannelsen i november gennemført en undersøgelse blandt alle dimittender.
Ny undersøgelse viser høj og alsidig beskæftigelse
Et første kig i resultaterne fra undersøgelsen, der offentliggøres til januar, viser, at 90% af dimittenderne i beskæftigelse arbejder i den digitale visuelle industri og deltager aktivt i udvikling og vækst af branchen. Knap halvdelen af dimittenderne er jobtagere i traditionel forstand, mens andre arbejder som iværksættere eller er tilknyttet arbejdsmarkedet på freelance basis. Undersøgelsen peger på høj beskæftigelse, idet kun 4% af dimittenderne angiver, at de er ledige.
Man kan også se, at dimittendernes arbejdsområder i den digitale visuelle industri er afvekslende. De arbejder både inden for de mere traditionelle film- og serieformater, men også inden for SoMe, reklame, XR, branding, etc. Dimittenderne varetager mange forskellige og betydningsfulde arbejdsfunktioner på flagskibsproduktioner i den traditionelle film- og mediebranche og anerkendte reklame- og musikvideoproduktioner.
Nytænkere i den digitale visuelle industri
Resultaterne fra undersøgelsen kommer ikke bag på lederen af den kreative erhvervspark, Filmby Aarhus, hvor MSP-uddannelsen har til huse, og som repræsenterer 100+ film-, spil- og medievirksomheder i det jyske.
Som den nye undersøgelse viser, kommer de fleste dimittender i arbejde, og de indtager relevante pladser i branchen. Nogle dimittender skaber værdi i den traditionelle del af branchen med tv, film og reklame, men kompetencerne bruges i stigende grad også i andre sektorer, hvor der er brug for at fortælle i levende billeder. Det kan være i modeindustrien, men også i den offentlige sektor f.eks. inden for sundhedssektoren.
Steen Risom understreger også, at branchen mangler kvalificeret arbejdskraft, og at dimittenderne er nødvendige for at udvikle hele den digitale visuelle industri.
"Multiplatform Storytelling and Production er en uddannelse, der tager fat i de nye tendenser og bevægelser og arbejder med filmmediet i bredeste forstand, og netop derfor ser vi et nærmest eksplosivt behov hos aftagerne. Det der virker er, at uddannelsen ikke kun uddanner til en traditionel kulturbranche, men bredt kan understøtte behovet for professionelle visuelle fortællinger. Det behov er dimittenderne med til at definere og udvikle gennem de opgaver, de løser i mange forskellige brancher og erhverv," siger Steen Risom.
Hjælper branchen med at forme fremtiden
Uddannelsen udbydes af VIA University College og foregår i lokaler i Filmby Aarhus, som rummer en stor del af den danske digitale visuelle industri med produktionsselskaber, iværksættermiljøer og mediehuse.
Uddannelsesleder for MSP, Louis Thonsgaard, er heller ikke overrasket over de overordnede resultater af undersøgelsen:
"Det første hurtige kig i besvarelserne bekræfter, at vi har en kvalitetsuddannelse, der hjælper branchen med at forme fremtiden. Mønsteret er, at de færdiguddannede kommer i beskæftigelse inden for branchen, og at jo flere vi uddanner, jo mere har den digitale visuelle industri mulighed for at vækste og udvikle sig. Derfor er MSP en kerneuddannelse for den digitale visuelle industri," siger Louis Thonsgaard.
Besvarelserne i undersøgelsen om beskæftigelse blandt dimittender på MSP skal nu bearbejdes, og den færdige undersøgelse forventes offentliggjort i januar 2022.
For yderligere kommentarer, kontakt:
Steen Risom, chef for Filmby Aarhus / sr@aarhus.dk / 5157 5011
Louis Thonsgaard, uddannelsesleder for MSP, VIA University College / ltho@via.dk / 8755 0550
Udvalgte pointer fra undersøgelse af beskæftigelse blandt dimittender på MSP
Det er uddannelsen Multiplatform Storytelling and Production, MSP, der har taget initiativ til at undersøge beskæftigelsen blandt alle dimittender. Undersøgelsen blev gennemført i november 2021 og forventes offentliggjort i januar 2022.
Følgende kan allerede uddrages af besvarelserne:
- 85% af dimittenderne er i beskæftigelse, 4% er ledige og 11% læser videre.
- 90% af dimittenderne i beskæftigelse arbejder i den digitale visuelle industri.
- 62% af dimittenderne arbejder med udgangspunkt i Region Midtjylland og 30% i Region Hovedstaden.
- 26% af dimittender i beskæftigelse starter egen virksomhed.
- Dimittenderne beskæftiger sig med alle former for produktion, udvikling og kommunikation i et bredt felt af genrer, på forskellige platforme og i alle dele af branchen.