Gå til hovedindhold

Aarhus Symfoniorkester, Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje løfter danske komponister ind i filmverdenen

Nu har du mulighed for at deltage i en komponistkonkurrence med fokus på filmmusik, når Aarhus Symfoniorkester, Den Vestdanske Filmpulje og Filmby Aarhus endnu engang samarbejder om Aarhus Filmkomponistkonkurrence.

I 2022 kunne vi sammen med Aarhus Symfoniorkester og Den Vestdanske Filmpulje for første gang invitere komponister til at skrive et stykke filmmusik til et uddrag af en dansk film, som blev opført ved en storslået finalekoncert. Nu gentager vi succesen og inviterer til anden udgave af CUE 2025 - Aarhus Filmkomponistkonkurrence.

 

CUE 2025 er en enestående konkurrence, der skal fremme talentudvikling og styrke forbindelsen mellem film og symfonisk musik. Til konkurrencen inviteres komponister fra hele landet til at bidrage med et originalt soundtrack til et uddrag af Mehdi Avaz' kommende familiefilm BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP, der får biografpremiere til efteråret. Eneste krav er, at musikken skrives til de instrumenter, som et symfoniorkester består af.

 

Tre til seks finalister vil få mulighed for at høre deres værk spillet live af Aarhus Symfoniorkester ved en finalekoncert i Musikhuset Aarhus den 20. november 2025, hvorefter en jury uddeler pengepræmier til de bedste nye soundtracks.

Hvorfor CUE?

CUE er en unik platform for komponister fra hele landet. Konkurrencen bidrager til at udvikle originalt dansk musik, opkvalificere og styrke danske filmkomponister. CUE er med til at belyse den symfoniske musiks rolle i større film-, tv- og spilproduktioner, hvor symfoniorkestre gør en stor forskel for publikums oplevelse på tværs af alder og samfundslag.

Initiativet sætter fokus på værdien af originalt dansk musik, også på film, og medvirker til at løfte nye og eksisterende komponister ind i filmverdenen.

Hvordan foregår konkurrencen?

  • Der er tilmeldingsfrist til konkurrencen den 10. marts 2025. Du ansøger om at deltage via siden her, hvor du i din ansøgning vedlægger eksempler på tidligere kompositioner.
  • Du får efterfølgende bekræftet din tilmelding og modtager filmuddraget fra BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP – og så er det tid til at skabe musik.
  • Du returnerer dit bud på et nyt soundtrack senest den 15. juni, og vores jury bestående af komponist Halfdan E., komponist Thomas Schulz, filmproducer og konsulent Stefan Frost og Musikchefen fra Aarhus Symfoniorkester udvælger tre til seks finalister. Finalisterne får besked i slutningen af juni, og Aarhus Symfoniorkester bidrager herefter til udfærdigelsen af det endelige nodemateriale.
  • Den 20. november 2025 går det løs til finalekoncerten, hvor finalisterne får deres musik opført ved en live koncert med Aarhus Symfoniorkester i Musikhuset Aarhus – selvfølgelig afviklet sammen med det pågældende filmklip.
  • Vores jury vil til finalekoncerten vurdere finalisternes bidrag, hvor de bedste tre får tildelt pengepræmier på hhv. 50.000 kr., 25.000 kr. og 12.500 kr. og der uddeles desuden en særlig publikumspris.