13/05 2019

this. er tilbage med ny festivalchef

Danmarks festival for de kreative erhverv er tilbage. Fra den 29. til den 31. oktober 2019 danner Filmby Aarhus ramme for et kreativt mediemekka, når this. er tilbage med et nyt festivalformat, en ny seriefestival og et nyt fokus på gaming. I løbet af tre dage bliver både branche og publikum præsenteret for fremtidens digitale historiefortælling. I front er Felicia Jackson, der vil stille skarpt på de historier, der bliver skabt på tværs af medie -, spil-, kommunikations–,  samt film- og TV-branchen, og på hvordan vi bevarer tilliden til de historier i en ny medievirkelighed. 

Historierne flyder i lind strøm, hvad enten vi tænder for tv´et, åbner avisen, lytter til en podcast, spiller computerspil eller er online på vores mobil. Historierne er over det hele – nogle fiktive andre faktiske. this. sætter fokus på fremtidens historiefortælling i en tid, hvor teknologien har stor indflydelse både på skabelsen af historierne og på opfattelsen af dem.

Head of Festival, Felicia Jackson, fortæller:

”Med this. skaber vi en platform, hvor vi kan – og vil – diskutere fremtidens historiefortælling, udvikling og trends. Vi samler den digitale visuelle industri – både lokale, nationale og internationale aktører – og ud fra et nordisk perspektiv sætter vi fokus på teknologiens muligheder og udfordringer for fremtidens digitale historiefortælling.”

this.conference: kom på forkant med fremtidens fortælleformater

Til this.conference vil deltagerne opleve et internationalt line-up af anerkendte speakers, der giver deres perspektiv på nye trends inden for digitale medier, branding, gaming, serier, film og innovativ forretning.

Konferencen er et branchemøde for alle, der beskæftiger sig med historiefortælling, og stiller derfor skarpt på fremtidens historiefortælling, fremtidens digitale platforme, fremtidens forretningsudvikling og fremtidens vækstvilkår inden for den digitale visuelle industri. Det er en konference, der dykker ned i de nyeste trends og erfaringer i arbejdet med historiefortælling i forskellige formater i film-, medie- og kommunikationsbranchen, og som udfordrer det mind-set, som fremtidens kommunikatør skal have – uanset om man er et digitalt medie, en international virksomhed, indholdsproducent eller en offentlig organisation.

this.conference finder sted på festivalens sidste dag og samler op på de to foregående dage. Konferencen løfter altså festivalens samlede indhold op i et større perspektiv på tværs af festivalens spor, som desuden tæller serier og gaming. Speakerne vil både være danske, nordiske og internationale. Fælles for dem alle er, at de er kurateret i et nordisk perspektiv.

Målgruppen er alle, der beskæftiger sig med fremtidens digitale fortælleformater, og talenter, der vil dygtiggøre sig og opnå kompetencerne til at løse morgendagens udfordringer i forhold til den gode fortælling. 

this.series: Danmarks nye seriefestival

Den nordiske DNA er overligger for programmet for Danmarks nye seriefestival, når this. præsenterer this.series – en helt ny to-dags seriefestival, som finder sted i Filmby Aarhus’ studier og i den legendariske Aarhus-biograf Øst for Paradis. Her samles publikum og branche for første gang i Danmark om den nye dominerende fortælleform, seriel fiktion.

Nordens mest succesrige og aktuelle aktører herunder instruktører, brands, showrunnere, producerere og skuespillere vil være med, når screeninger med introduktioner, talks om serielle fortællinger, forpremierer på upcoming serier, gensyn med klassikere og binging af populære serier samler publikum og branchen til et indblik i en verden, de fordyber sig i til hverdag på diverse streamingtjenester, sociale medier og tv. 

 this.series er både en branche-event for dem, der beskæftiger sig professionelt med serielle fortællinger inden for fiktion, kampagner og podcast. Men det er også et publikum-event, der henvender sig til de mange nordiske serie-entusiaster.

this.game: Et nyt nordisk gaming-event

I 2019 præsenterer this. for første gang this.game. Her møder branchefolk – der beskæftiger sig professionelt med spil, historiefortællinger og universer – spilentusiaster til aktive samtaler om de nyeste tendenser inden for gaming. Sammen får de mulighed for at dele viden, inspirere hinanden og afprøve nye formater i this.playroom.  

this.game udvikles i samarbejde med det internationale spilstudie SYBO, som skabte Subway Surfers, der stadig er det mest downloadede spil nogensinde på Google Play med over 2.4 mia. downloads.  

Det samlede program for this. bliver offentliggjort i september 2019. 

 

Om this.

Web: www.thisnordic.com 

Billetter: https://www.conferize.com/thisnordic/2019 

Dato: Fra den 29. til den 31. oktober 2019

Sted: Filmby Aarhus og Øst for Paradis 

Arrangør: Filmby Aarhus og M2

I samarbejde med: SYBO, Dansk Erhverv, Vision Denmark, Kreativitet og Kommunikation, Øst for Paradis, Have Kommunikation, Scandic, Interreg Create Converge.

Filmby Aarhus og M2 startede this. som et event under Aarhus som Europæisk Kulturhovedstad i 2017. Et event, der i 2018 blev udviklet til en større festival, og som i 2019 igen tvister sit format, så det følger med medieudviklingen.