11/03 2019

POV workshop for 100 lærere i Ringkøbing med afsluttende gallashow
Fredag d. 8. marts var 100 lærere fra Ringkøbing skole på POV workshop. Der blev lavet 14 film i løbet af de 7 timer, workshoppen varede, og filmene fik premiere ved et stort gallashow om aftenen. De bedste blev honoreret med Ringkøbings egne Oscar-statuetter, som var blevet specialfremstillet til lejligheden i skolens “maker-space”, og aftenen sluttede med et brag af en fest.
De 14 film blev lavet ud fra 4 temaer:
- Min leder forstår mig ikke – det er gensidigt
- Teammødet gik ikke som forventet
- Den udfordrende skole-hjem samtale
- Min nye kollega mangler situationsfornemmelse
Lærerne fik lavet nogle imponerende og morsomme film , og mange af deltagerne sagde, at de aldrig før havde grinet så meget i deres tid på Ringkøbing Skole.
Workshoppen var arrangeret af Filmby Aarhus i samarbejde med de to POV lærere, Camilla Juulsgaard og Stephen Grainger som en del af forarbejdet til POV filmfestival i Ringkøbing-Skjern kommune, Filmfest i Vest d. 24. april 2019.