Gå til hovedindhold

Amalie Kae vil udvikle et spil på 12 måneder

Hos Ideas Lab i Filmby Aarhus vrimler det med interessante og innovative idéer inden for spiludvikling, og en af dem er den 29-årige spilforfatter og -udvikler Amalie Kae bag: På 12 måneder vil hun opbygge et spilstudie samt kreere sit første spil fra bunden - og så vil hun dokumentere det hele med en serie på sin YouTube-kanal.

Indhold

    Ifølge Amalie Kae's plan skal hun om 10 måneder stå med et færdigt spil i hånden, et CVR-registreret spilstudie og en YouTube-serie, der dokumenterer hele hendes arbejdsproces.

    Amalie Kae startede som forfatter og har hele sin professionelle karriere arbejdet med historiefortælling, og særligt historier i spil fascinerer hende, fordi de kan være altomsluttende. Som forfatter har Amalie Kae skrevet både noveller og romaner, og de sidste mange år har hun boet i London. Det var her, hun fik sin bachelor i Games Design, hvilket ledte hendes forfatterevner i retning af spilverdenen:

    "For mig at se er spil et state of mind, hvor vi kan bygge en hel verden op, som spilleren kan eksistere i, og det ser man ikke i andre medier. Både i litteraturen og i film er historien meget lineær, og det hele foregår i et tempo, som forfatteren eller designeren har bestemt. Men med spil, kan man gøre alt i sit eget tempo, og det giver en helt anden oplevelse."

    Overraskende spilmiljø i Aarhus

    Netop den perfekte spiloplevelse satte Amalie Kae sig for at skabe, da hun tilbage i april flyttede hjem til Danmark fra London. Siden august har hun holdt til i Ideas Lab i Filmby Aarhus, hvor idéen til eksperimentet opstod - nemlig at skabe både et spilstudie og et spil helt fra bunden på blot ét år.

    "Som Game Writer har jeg kun siddet med en brøkdel af spiludviklingen, men nu laver jeg det hele selv. Derfor er der mange, jeg sparrer med, og særligt Filmby Aarhus og Ideas Lab har været fantastisk for mig. Bare når jeg sidder ved mit bord, og folk går forbi og kigger mig over skulderen, hjælper det rigtig meget," fortæller Amalie, og fortsætter:

    "Jeg var faktisk lidt nervøs for, at der ikke ville være noget spilmiljø i Aarhus overhovedet, da jeg flyttede tilbage fra London. Jeg troede, jeg ville sidde derhjemme alene. Derfor er det helt vidunderligt, at vi sidder her i Ideas Lab og har et fællesskab. Og med både arrangementer, netværk-events og festivalen THIS, er der også en helt masse aktivitet udenfor kontoret, som vi kan bruge."

    Foruden netværket i Ideas Lab samarbejder Amalie Kae med sit spiludviklingsnetværk online. Hver måned sender hun en opdateret prototype til adskillige samarbejdspartnere, som giver feedback undervejs i processen.

    En bedre storyteller om et år

    Hvad det endelige produkt bliver om 10 måneder er fortsat uklart for Amalie Kae, der er blevet særligt overrasket over én ting.

    "Det overrasker mig, hvor hurtigt tiden går! Jeg føler jo, jeg lige er begyndt? Men der er allerede gået to måneder, og jeg har knap nok et koncept. Man tror, et år er lang tid, men det er det virkelig ikke," griner hun, og fortsætter:

    "Når jeg laver alt selv - og der er meget, jeg ikke har prøvet før - så er det umuligt at forudse, hvor jeg er om et halvt år. Hvis jeg skal være helt ærlig, så ved jeg faktisk ikke, hvor realistisk det er, at jeg når i mål med det hele. Men denne her udfordring er ligeså meget også et eksperiment: Kan man faktisk lave et spil på ét år? Og hvis ikke, hvor langt kan man så komme? Og hvad er det, der står i vejen for, at man muligvis ikke kan?"

    Amalie Kae har en vision om at skabe et lille kunstnerisk indie-spil med stor fokus på storytelling - og hvis det lykkes, lever drømmen om at drive et spilstudie også. Men uanset hvad der sker, er eksperimentet det hele værd for Amalie Kae.

    "Jeg vil gerne forstå hele spilbranchen, og forstå hvad der gør en historie og en oplevelse spændende og god hele vejen, 360 grader rundt. Uanset om det her eksperiment lykkes eller ej, så tror jeg i sidste ende, at det her projekt gør mig til en bedre storyteller og forfatter inden for spil."

    YouTube-serie når bredt ud

    I begyndelsen af sit eksperiment besluttede Amalie Kae sig for at dokumentere alt på sin YouTube-kanal. To måneder efter har hun knap 2000 subscribers, og hver video har omkring 1000 seere.

    "Det er helt vildt fantastisk, hvor meget god feedback jeg har fået på YouTube. Seerne engagerer sig virkelig meget, og jeg får nogle gode råd og kommentarer med på vejen. Der er også flere, der overvejer at lave samme challenge og prøve kræfter med at udvikle et spil på 12 måneder. Det er lidt sjovt."

    Målet med dokumentarserien er at give et indblik i hverdagen for en spiludvikler med fortællinger om både det sjove, det kreative og det hårde arbejde, når man sidder fast.

    Fakta

    Amalie Kae er uddannet forfatter og har skrevet både romaner og noveller

    Hun har en bachelor i Games Design fra University of the Arts, London

    Amalie Kae har blandt andet arbejdet som spilforfatter på det aktuelle spil Jack Move, der er udviklet af det Britiske/Taiwan-baserede spilstudie So Romantic

    Se Amalie Kae's YouTube-videoer her.

    Sidst opdateret: 12. oktober 2022