Gå til hovedindhold

Mød det lokale filmmiljø: Lyddesigner Søren Bendz

Søren Bendz er guitarist. Han vil egentlig bare spille guitar. At det så har medført en 25 år lang succesfuld karriere som tonemester og lyddesigner med flere tusinde reklamefilm og en lang række spillefilm i porteføljen er faktisk bare en tilfældighed. Men heldigvis en god én af slagsen, som både giver smør på brødet og spændende oplevelser med interessante mennesker.

Billede af instruktør Mehdi Avaz og lyddesigner Søren Bendz

Indhold

    ”Det her er en historie om netværk og tilfældigheder.”

    Sådan starter Søren sin historie, da vi møder ham i hans nye lokaler i Filmby Aarhus’ nye bygning, nr. 11. Her har han bygget sin egen hule med metervis af tunge røde moltongardiner, en imponerende væg pyntet med omkring 20 guitarer, et loungeområde med Carlsberg Nordic på bordet og så selvfølgelig alt lydudstyret til professionel lyddesign og postproduktion på film af alle slags.

    Det hele startede med en overdrive-pedal

    Søren Bendz’ karriere som lyddesigner startede på LEGO i 1996 som et helt ubeskrevet blad.

    ”Det eneste, jeg kunne, var at spille guitar. En mand, der hedder Preben, havde produceret radioprogrammet Den Rullende Rockredaktion og hørt mit band. Da han blev ansat på LEGO, som gerne ville have in house-produktion, så ringede han til mig. Han sagde, at jeg bare skulle komme ned og spille noget musik, og så ville jeg få penge for det, og jeg tænkte: Wauw, musikere får jo aldrig penge for at arbejde! Og så tog jeg til Billund. På den måde er hele min karriere bygget på tilfældigheder og netværk. Og alt stammer fra at spille guitar. Alle dem, jeg kender og mødes med, stammer ud fra det.”

    Det blev arnestedet for Sørens postproduktionseventyr. Det var learning by doing, men da han forlod LEGO – efter blandt andet at have skabt lyddesignet på det verdensomspændende megabrand LEGO Bionicle – var han professionel lyddesigner. Siden da har han lavet lyden til flere tusinde reklamefilm, en lang række dokumentarfilm og efterhånden også en del spillefilm.

    ”Jeg er autodidakt på alt. Jeg gik på musikskolen i Kolding fra 5.-8. klasse og spillede klassisk og Bach, og det var fucking kedeligt. Så kom min kammerat Henning forbi med en pedal, og den hed overdrive – og sådan én var der ikke hjemme i mit hjem! Men Hennings pedal gav mig gåsehud over hele kroppen – og så kunne jeg mærke det. Jeg skulle spille guitar.”

    Filmby Aarhus er et ubetaleligt netværk

    Sørens firma Soundmill Aps flyttede ind i Filmby Aarhus i april måned i år. Firmaet har ellers haft til huse på Bjørnholms Allé i Viby siden 2002, hvor Søren havde bygget med egne ord ”det fedeste post-production-studie i Jylland”. Omstændigheder gjorde, at han ikke længere kunne blive der, og for Søren var Filmby Aarhus det eneste mulige alternativ.

    Tanken med at flytte herned var jo at lære nogle nye mennesker at kende. For eksempel arbejder jeg lige nu med Mehdi Avaz, som også har fået til huse her. Egentlig arbejder jeg for et københavnsk firma på projektet, men det er oplagt, at vi sidder sammen ind imellem, og jeg kan jeg vise ham studiet – og det kan kun lade sig gøre, fordi vi er her. Det giver et ubetaleligt netværk at sidde her i huset.

    Søren Bendz, lyddesigner.
    Billede af instruktør Mehdi Avaz og lyddesigner Søren Bendz

    Filminstruktør Mehdi Avaz (t.v.) og lyddesigner og musiker Søren Bendz (t.h.) i Soundmill-studiet i Filmby Aarhus. Søren har opgaven som lyddesigner på Mehdis film “Toscana”. Foto: Janus Heiberg Madsen.

    Lyd skaber stemning

    På skærmen bag sofamiljøet, hvor vi sidder, ses et italiensk eftermiddagsmiljø med små skæve huse, scootere og en umiskendelig sydeuropæisk vibe. Det er et stillbillede fra filmen “Toscana”, som er instruktøren Mehdi Avaz’ første film, siden han sidste år flyttede produktionsselskabet Rocket Road Pictures til Filmby Aarhus. Filmen er bl.a. støttet af Den Vestdanske Filmpulje.

    På “Toscana” har Søren og Soundmill opgaven som sound designer og skal altså lægge lydtapetet ind over alle scener og alle takes i filmen.

    ”TV er jo snyd. Alt lyd er noget, jeg har lagt på. Ellers var der ikke noget. Det er hele vejen igennem filmen. Samtlige scener har et lag af sound design. Det betyder, at jeg skal forholde mig til, hvad det er for en film. Det foregår i Toscana, så jeg skal lave lyden af Italien. Der er lidt vind, cikader – der er også sådan noget som ugler – og hvorfor er der det? Fordi sådan lyder det.”

    Ud over dialogen, musikken og foley-arbejdet laver Søren al lyd i filmen, og han har 14 dage til at lave lyddesign på filmen.

    ”Jeg laver lyden af filmen – stemningen i de enkelte scener. I en scene er vi på en cafe i Toscana med olivenlunde og sol. Der sidder en ulykkelig kvinde. Hvordan etablerer vi den scene? Hvad kan jeg fylde på rundt om dialogen? Vi skal i hvert fald ikke have glade børn i baggrunden. Vi skal fange, at hun er ked af det. Lyden skal understøtte stemningen. Eftermiddagsstemningen og måske en kirkeklokke, som kan signalere, at der er noget sørgeligt på spil. Det er med til at sætte en tone for den triste stemning.”

    Søren har flere projekter i støbeskeen, end han kan opliste. Han udgiver i efteråret album med musikprojektet SortHandsk samtidig med, at han skal arbejde på flere dokumentarfilm med Deluca Film samt en serie til Netflix.

    For Søren er det vigtigt at understrege, hvordan netværk og gode relationer er alfa og omega for at få et break – og kunne holde sig relevant – i filmbranchen. Derfor går Søren op i at sende sin gode karma videre til yngre, nye spillere både i musik- og filmbranchen. Det er også andre, mere erfarne folk i branchen, som han kan takke for sin egen karriere.

    ”Man skal ikke holde sig for god til at rose andre. Det er det nemmeste i verden at nedgøre andre. Men man kunne måske også sige, at man kan lære noget af de andre. Jeg tror 2000% på karma. Det med at være ordentlig over for nogen, så kommer ringene af positive vibrationer tilbage til dig.”

    Billede af lyddesigner Søren Bendz

    Lyddesigner og musiker Søren Bendz i sit studie i Filmby Aarhus. Foto: Janus Heiberg Madsen.

    Om Søren Bendz

    • Søren Bendz er 50 år.
    • Han er autodidakt tonemester og sound designer som ejer af Soundmill Aps, som han stiftede i 1998.
    • Byggede Soundmill-studiet i 2003 på Bjørnholms Alle, og flyttede i Filmby Aarhus april 2021.
    • Søren er oprindeligt fra Kolding og har tre voksne børn.
    • Ud over at være lyddesigner er Søren professionel guitarist og spiller bl.a. i Rage Again og det nye projekt SortHandsk med rapperen Marwan og trommeslageren Michel Svane.
    • Søren har arbejdet på film og serier som “Dicte”, “Rita”, “The Rain”, “Broen” og “Klovn”, dokumentarer som “Kløvedal i Kina”, “Carl Nielsen – Lyset og Mørket” og “CV Jørgensen” og reklamefilm for bl.a. Fakta, Miele, Skousen og Bauhaus.
    Sidst opdateret: 24. juni 2021