Årgang 10 fra Super8 dimitterer: Se afgangsfilm fra fremtidens filmskabere

Plakater fra afgangsfilmene

Dimittenderne fra tiende årgang på filmuddannelsen Super8 har i tre år primært udforsket korte formater på det store lærred. Deres kortfilm fra første år på uddannelsen behandlede emner som flygtninge, klimavrede og ung kærlighed. Midtvejsfilmene bød på krimi, ungdomsfilm, komedie og nærværende drama.

Nu glæder dimittenderne sig over at vise omverdenen fire ud af fem afgangsfilm, der spænder fra ungdomsdrama over dokumentar til spændingsfilm. Afgangsfilmene finder inspiration i virkelige livssituationer, og de berører blandt andet ungdommens venskaber, iværksættertilværelsens udfordringer, gastronomiske karriereambitioner og refleksioner over liv og død op til en hjerteoperation.

Udover de fire kortfilm er producer Jasmin Jiramanis ved at færdiggøre sin afgangsfilm, som er en spillefilm, der handler om en underholdningsindustri, hvor mennesker lukrerer på andres død. Spillefilmen forventes at få premiere i løbet af 2023.

Filmuddannelsen Super8 har til formål at samle og udvikle aspirerende filmskaberes kompetencer og kunstneriske identitet. Super8 er organiseret som en forening og har base i Filmbyen Aarhus, side om side med aarhusianske produktionsselskaber og andre filmfolk.

Afgangsfilmene:

Still fra Salmon

Still fra Salmon

SALMON (fiktion): 
Instruktør og manuskriptforfatter: Mattis Huus Heurlin
Producer: Karoline Jørgensen og Pelle Axel von Schantz Iversen 
Fotograf: Milan Bjørnild

Den unge kok August har store drømme og får chancen i et anerkendt Michelinkøkken. Han bliver testet fagligt og mentalt af køkkenets barske, kompromisløse og excentriske chefkok, men har samtidig tårnhøje forventninger til sig selv. Det skaber en kavalkade af problemer og løgne i løbet af en aften.

Still fra dig og mig og mælkevejen

Still fra dig og mig og mælkevejen

DIG & MIG & MÆLKEVEJEN (fiktion):
Instruktør: Marie Gøtzsche 
Manuskriptforfatter: Daniel Engelbreth Laursen 
Producer: Fie Emilie Jørgensen 
Fotograf: Christian Kærsgaard Gregersen

Til receptionen for Klaras nye digtsamling er aftenens hovedperson ivrig for at fejre det med veninden Simone. Men Simone er mere modvillig. Hun har ikke lyst til at drikke sig fuld og afslår Klaras initiativer til at feste, som de gjorde engang. I længsel efter den tosomhed, de havde før i tiden, tager Klara en drastisk beslutning. Men natten ender med en skæbnesvangre ulykke.

Still fra Kold Kanvas

Still fra Kold Kanvas

KOLD KANVAS (fiktion):
Instruktør: Kim Svendsen 
Manuskriptforfatter: Johan May Nitschke 
Producer: Anders Fisker Pedersen 
Fotograf: Morten Højgaard

Iværksætterduoen Tobias og Benjamin ankommer til serieiværksætteren Allan Dyrkjærs slot for at få en investering. Men ingen åbner døren, og da Allan hævder, at de ikke har en aftale, må Benjamin kæmpe for at få lov at pitche for sit idol. Tobias har det derimod mere lunkent over den velkomst, de får af den enigmatiske milliardær, så sprækkerne begynder at komme til syne i deres partnerskab.

Still fra Dagen Jeg Døde

Still fra Dagen Jeg Døde

DAGEN JEG DØDE (dokumentar):
Instruktør: Alexander Rahnami Mannsteadt 
Manuskriptforfatter: Alexander Rahnami Mannstaedt, Mikkel Bjerringgaard Carlsson og Kristian Pedersen 
Producer: Iben Søtang

Den 1. marts 2022 skal Alexander opereret i sit hjerte. Dokumentaren "Dagen Jeg Døde" er en refleksion over tiden op til operationen. Frygten for aldrig at skulle se dem, man elsker igen og samtidig blive konfronteret med alt det, man ville have gjort anderledes eller bedre, hvis man fik en chance til.

RIPPLE (spillefilm, som ikke vises endnu - forventet premiere i foråret 2023):
Instruktør og manuskriptforfatter: Joey Moe (årgang 11) 
Producer: Jasmin Jiramani 
Fotografer: Karl Haugan de Neergaard (årgang 11) & Søren Weper (årgang 11)

Stort tillykke til dimittenderne med jeres uddannelse og afgangsfilm.