Gå til hovedindhold

Aarhus Symfoniorkester og Filmby Aarhus udskriver filmkomponistkonkurrence

Nu har du mulighed for at deltage i en komponistkonkurrence med fokus på filmmusik, og få din musik præmieret og opført ved en koncert med Aarhus Symfoniorkester.

Indhold

    Til alle gode spillefilm hører et ekstraordinært stykke filmmusik. Derfor udskriver Aarhus Symfoniorkester og Filmby Aarhus en konkurrence som en del af Music City Aarhus 2022, hvor vi bidrager til at udvikle lokale filmkomponister.

    I konkurrencen skal komponister skrive det bedste stykke filmmusik til et uddrag af den biografaktuelle danske thriller "Klienten", der er instrueret af Anders Klarlund. Fem finalister vil få mulighed for at høre deres værk spillet live af Aarhus Symfoniorkester ved en koncert i Musikhuset Aarhus lørdag den 5. november, hvorefter en jury uddeler pengepræmier til de bedste nye soundtracks.

    Vi opfordrer alle komponister fra Aarhus og hele Vestdanmark til at deltage i konkurrencen.

    Tilmeldingsfristen er den 12. maj 2022.

    Hvordan foregår konkurrencen?

    • Du tilmelder dig senest den 12. maj 2022 og uploader et kort CV samt 1-2 eksempler på tidligere kompositioner. Her er genre eller type ikke afgørende, og det behøver ikke være filmmusik. Tilmeld dig her.
    • Vi bekræfter din deltagelse og sender dig herefter et kortere uddrag af den nye danske film "Klienten" (ca. 5 minutters videoklip).
    • Du komponerer ny musik til det pågældende uddrag og returnerer det endelige bud til os senest den 31. august 2022, enten i traditionel partiturform, eller i et standard digitalt audio format (Wav, Aiff, Mp3, Ogg el. lign.). OBS! Vi kan ikke håndtere diverse DAW projektfiler, og vi opfordrer derfor alle der komponerer i en DAW til at sende os ét færdigt stereo bounce (evt. kombineret lyd og billede), og derudover gemme alle stems/separate midi- og audiotracks, med henblik på det næste skridt i processen. Større filer skal sendes via Dropbox, WeTransfer, OneDrive eller lign. tjeneste.
    • Vi udvælger 5 finalister.
    • Aarhus Symfoniorkester bidrager - i det omfang det er nødvendigt - til udfærdigelsen af endelige nodemateriale.
    • De endelige bud opføres ved en live koncert med Aarhus Symfoniorkester, lørdag den 5. november 2022 i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus i forbindelse med symfoniorkestrets kommende filmmusikkoncerter med Jakob Stegelmann.
    • En jury, som blandt andet består af instruktøren bag "Klienten", Anders Klarlund, filmens komponist Sanne Graulund samt filmkomponist Jacob Groth og musikchef Jesper Nordin uddeler en hovedpræmie på 15.000 kr. og en talentpræmie på 5.000 kr., og der uddeles også en særlig publikumspris.
    • Alle finalister får desuden tilbudt møde med konsulent Stefan Frost fra Filmby Aarhus og mulighed for introduktion til både kreative og producenter i den regionale filmbranche.

    Deadline for tilmelding: 12. maj 2022 - tilmeld dig her.

    Deadline for levering af musik: 31. august 2022.

    Du modtager bekræftelse på din deltagelse senest 23. maj - samt et link til filmklippet fra "Klienten" og nærmere information om, hvordan du sender os dit færdige mix.

    Filmmusik skrevet for symfoniorkester

    Korngold, Hermann, Williams, Goldsmith, Horner, Shore... listen over komponister, som har skrevet storslået filmmusik for symfoniorkester er lang, og i disse år skrives der stadig fantastiske soundtracks, der til fulde udnytter alt det et symfoniorkester kan tilbyde. I bedømmelsen af de indsendte soundtracks vil der blive lagt vægt på både de musikalske, tekniske og stilistiske elementer, og det er ligeledes afgørende, at de indsendte bud er komponeret med symfoniorkester for øje.

    Samtidig er vi klar over, at det er få komponister forundt at få adgang til symfoniorkestrene, og at ny symfonisk filmmusik lige præcis er noget af dét vi ønsker at medvirke til at udvikle lokalt. Derfor opforer vi alle typer komponister til at deltage, og vi vil undervejs i konkurrenceforløbet bidrage med råd og vejledning til specifikke, instrumentale udfordringer og med udfærdigelsen af det nodemateriale, som orkestret skal bruge ved den endelige koncert.

    Aarhus Symfoniorkester har en fast besætning, som vil ligge til grund for den endelige orkesterversion, og som i denne forbindelse består af følgende: 

    3 fløjter + 3 oboer + 3 klarinetter + 2 fagotter + 4 horn + 3 trompeter + 3 basuner + 1 tuba + 3 slagtøjsspillere + pauke + harpe + klaver/synth/celeste (1 spiller) + strygere (12/10/8/6/5)

    Finalekoncert

    Selve finalekoncerten finder sted i forbindelse med en række koncerter kaldet "Symphony of Horrors", som Aarhus Symfoniorkester afholder i samarbejde med Jakob Stegelmann, som også vil være konferencier ved finale-koncerten. Ved "Symphony of Horrors" koncerterne opfører vi musik fra nogle af de allerbedste gyserfilm og computerspil, herunder "Psycho", "Poltergeist", "The Thing", "Aliens", "Midsommar" og "Amnesia: Dark Descent", og derfor har vi også valgt en ny dansk thriller som udgangspunkt for konkurrencen. 

    KLIENTEN

    Den biografaktuelle danske spillefilm, "Klienten", er en thriller af krimi-makkerparret A.J. Kazinski, som har haft stor succes med deres romaner. Filmen er produceret af det aarhusianske produktionsselskab, Deluca Film, med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje. I filmens to hovedroller ses Signe Egholm Olsen og Anton Hjejle.

    "Klienten" handler om den erfarne og velrenommerede psykolog Susanne og hendes klient Mark. Da Susanne tager imod Mark som dagens sidste klient, forventer hun et møde som så mange andre, men da det viser sig, at Mark er en eftersøgt seriemorder, indser Susanne, at den næste time vil ændre hendes liv for evigt. Mark forlanger nemlig, at Susanne skal kurere ham, ellers bliver hun hans næste offer. For hvert sandkorn, der løber gennem timeglasset, strammes grebet, og et intenst kapløb med døden sætter i gang.

    Komponist Sanne Graulund har komponeret musikken til "Klienten" og er sammen med Anders Klarlund med i konkurrencejuryen.

    Yderligere spørgsmål til konkurrencen rettes til: Musikchef Jesper Nordin på jelsn@aarhus.dk eller konsulent i Filmby Aarhus Stefan Frost på kfst@aarhus.dk.

    Sidst opdateret: 7. april 2022