NyhedsblogUncategorized

Filminstruktøren Mehdi Avaz flytter til Filmby Aarhus

By 16/09/2020 No Comments

16/09 2020

Foto: Rolf Konow

Filminstruktøren Mehdi Avaz flytter til Filmby Aarhus

Mehdi Avaz og Rocket Road Pictures får ny adresse. Fremover vil den hæderkronede filmskaber nemlig have hjemme i Filmby Aarhus. ”En gave til det aarhusianske filmmiljø” fortæller filmbychef Ronnie Fridthjof. Sammen med sine to brødre står Mehdi Avaz bag spillefilmene Kollision og Mens vi lever samt TV 2’s aktuelle og populære krimiserie Alfa.

Filmby Aarhus åbner nu sine døre for Mehdi Avaz og Rocket Road Pictures, som flytter fra København til Aarhus.

Mehdi Avaz havde en opsigtsvækkende instruktørdebut, da han i 2017 sammen med sine brødre Milad og Misam, lavede filmsuccesen Mens vi lever, udenom det traditionelle filmstøtte system. Filmen fik fantastiske anmeldelser og blev set af over 100.000 biografgængere.
I 2019 stod brødrene bag spillefilmen Kollision, som ligeledes blev en stor biografsucces, og lige nu er de højaktuelle med TV 2’s populære krimiserie, Alfa.

En gave til det aarhusianske filmmiljø

Chefen for Filmby Aarhus, Ronnie Fridthjof, er også svært begejstret.

”At Mehdi Avaz og Rocket Road Pictures rykker til Filmby Aarhus er et bevis på, at vi nu har et attraktivt filmmiljø i Aarhus, der er et stærkt alternativ til det Københavnske.

Politikernes langsigtede filmstrategi, mit sekretariats hårde arbejde og mine egne visioner for filmmiljøet i Aarhus bærer nu frugt, og det er jeg selvfølgelig enormt stolt over.
Det er en gave til det Aarhusianske filmmiljø! Især fordi Mehdi har en unik energi og erfaring, som han ikke bange for at dele ud af. Det vil være til stor gavn for især de unge talenter og filmstartups, der er i Filmbyen.

Filmbyen er unik, fordi der ikke andre steder i Danmark er så mange filmtalenter og erfarne filmselskaber samlet ét sted. Det findes ikke engang i København. Det giver en helt særlig stemning, der kan tiltrække en kapacitet som Mehdi, og fremover vil det gøre at flere ”vender hjem” eller bliver i Aarhus, når de skal arbejde med film.

Jeg glæder mig rigtigt meget til at følge Mehdi Avaz og Rocket Roads fremtid her i Aarhus.”

Faldt for Aarhus under optagelserne til Kollision

Mehdi Avaz selv fortæller følgende om sin beslutning om at flytte til Aarhus:

”Vores seneste spillefilm, Kollision, blev optaget i Aarhus, og her faldt jeg ret meget for byen og tænkte, at her kunne jeg godt bo. Jeg oplever Aarhus som en meget smuk og åbenhjertet by, hvor kulturen er i højsæde.

Min kærestes familie er fra Aarhus-området, så da Ronnie ringede og inviterede mig over i Filmbyen, var jeg hurtig til at sige ja. Jeg er totalt på røven over den fede energi, der er i Filmbyen nu, og jeg glæder mig til at flytte ind og blive en del af filmmiljøet der. Jeg håber også, jeg kan give noget igen til de unge filmtalenter og skabe gode samarbejder med de andre større filmselskaber i byen.”