NyhedsblogPOV

Filmfest i Vest

By 06/03/2019 No Comments

6/3 2019

POV Filmfest i Vest

Filmfest i Vest – mere end 35 skoler i Ringkøbing-Skjern Kommune producerer film til POV filmfestival d. 24. april 2019

De fleste skoler, efterskoler og ungdomsskoler i Ringkøbing-Skjern Kommune deltager, når Ringkøbing Biograf, Ringkøbing Kommune og Filmby Aarhus inviterer til dyst i filmproduktion den 24. april.

Mere end 35 skoler, efterskoler og ungdomsskoler deltager, når ”Filmfest i Vest” løber af stabelen den 24. april 2019. Det er første gang, at så mange elever og lærere samles om at producere film efter POV metoden – og om at hylde film lavet af unge. Filmfest i Vest er for alle 7.-10. klasser i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Alle film bliver produceret efter POV-metoden, der er udviklet af Filmby Aarhus i tæt samarbejde med folkeskoler i Region Midtjylland og Det Danske Filminstitut. POV fokuserer på at lære elever og lærere det grundlæggende filmhåndværk via en skalérbar, praksisnær metode, der er let at gribe og forstå og som er tænkt sammen med især dansklærernes faglighed. POV projektet bygger på, at de lærere, der er trænet i POV metoden, efterfølgende underviser andre lærere i metoden.

I praksis gentænker POV filmproduktion i folkeskolen ved at vende produktionsforløbene på hovedet, så eleverne ekstremt hurtigt får mulighed for at arbejde praktisk, og så de ikke skal igennem en masse teori først. Eleverne får løbende anerkendende feedback, og de får korte undervisningsoplæg kombineret med praktiske øvelser, der gradvist lærer dem filmhåndværket.

I Ringkøbing Biograf står to biografsale klar til at vise de indsendte bidrag fra eleverne. De bliver helt sikkert fyldt med både spænding, drama, helte og heltinder, for det er historierne der kommer i højsædet til filmfestivalen – så længe de bare er fortalt fra de unge filmskaberes synsvinkel og med respekt for de seks POV-dogmer, som alle film i konkurrencen bliver vurderet efter.

Mere:
Fakta:
      • Mere end 3.000 skoleelever har deltaget i et POV-forløb – mange flere hvis man medregner dem, som er blevet undervist af deres POV lærere
      • Mere end 100 lærere er uddannet i POV-metoden, og mange flere har været på POV lærerworkshops
      • POV er udviklet og finansieret i et samarbejde mellem
        • Filmby Aarhus
        • Det Danske Filminstitut
        • Kulturministeret
        • Undervisningsministeret
        • Region Midtjylland
        • Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling
        • Aarhus – Europærisk Kulturhovedstad 2017
        • og de medvirkende skoler
De seks POV-dogmer:
    • 1. Filmen skal have en hovedperson, der vil noget
    • 2. Handlingen skal have en tydelig udvikling
    • 3. Filmen skal overraske
    • 4. Filmen skal være troværdig
    • 5. Filmen skal have en varieret og interessant billedside
    • 6. Filmen skal være dokumentar eller fiktion med en maksimal længde på 4 minutter