NyhedsblogPOV

Filmby Aarhus skal lave POV læringsmaterialer til Filmcentralen.dk

20/12 2019

Filmby Aarhus skal lave POV læringsmaterialer til Filmcentralen.dk

Filmby Aarhus fik i går bevilling af Det Danske Filminstitut til at lave POV læringsmaterialer til Filmcentralen.dk. Materialet bliver offentligt tilgængeligt på Filmcentralens hjemmeside i 2021.

Det Danske Filminstitut har d. 20. december bevilliget 250.000 kr. til udvikling og produktion af et nyt online læringsmateriale, der skal introducere lærere til at arbejde med filmproduktion i skolen. Materialet vil henvende sig til lærere og elever i 4. – 9. klasse, og det kommer til at bygge på POV metoden, som er udviklet i Filmby Aarhus i årene 2016 – 2019.

Steen Risom, chef for Filmby Aarhus, er glad for anerkendelsen:

“Vi er stolte over, at Det Danske Filminstitut har vist Filmby Aarhus og POV stor tillid, og at POV nu får en national udbredelse via Filmcentralen.dk. Nu ser vi frem til at gøre formidlingen af POV metoden endnu bedre samt til at gøre POV tilgængelig for nye brugere, så endnu flere skoler og elever i de kommende år får åbnet døren til filmproduktionens verden.”

POV metoden er udviklet til at være ressourceeffektiv og let at gribe for lærere og elever. POV har 8 videnscentre i Region Midtjylland, og i perioden 2016 – 2019 er der blevet afholdt over 80 workshops for over 50 forskellige skoler.

Læringsmaterialet skal udvikles og produceres i 2020, og det bliver offentligt tilgængeligt på www.filmcentralen.dk i 2021.

Læs mere om POV her: www.filmbyaarhus.dk/pov

Elever på workshop.