Create ConvergeNyhedsblogUncategorized

Filmby Aarhus på SXSW: Fire store temaer

11/04 2019

Filmby Aarhus på SXSW: Fire store temaer

I marts sendte Filmby Aarhus deres medarbejdere Regitze Mai Møller og Ditte Brunø Søndergaard til festivalen SXSW i Austin, Texas. “South by South West” er navnet bag forkortelsen, og det er en stor festival med fokus på tre områder: Film, Musik og Interactive.

SXSW består af en stor filmfestival, en ligeså stor musikfestival og så en interactive konference. Derudover er alle større brands (Google, Facebook, Netflix, osv.) til stede, og de indtager hver deres location og fylder stedet med talks, koncerter og digitale oplevelser. De forskellige brands råber højere og højere for at få opmærksomhed under SXSW, hvor eksempelvis storslåede lanceringer af Amazon Prime tv-serier og Røde Kors’ samarbejde med tv-serien Game Of Thrones omkring at indsamle bloddonorer, kan nævnes som eksempler på massive markedsføringsbudgetter.

Foruden at være et virvar af indtryk og begivenheder, høster deltagerne frugtbar viden på SXSW, som giver dem et billede af, hvordan det kommende medielandskab vil forme sig.

Særligt fire store tendenser slog igennem på Interactive-sporet.

1. Human Centered, Human-centric og etik

En af de største trends på SXSW omhandlede etik i et digitalt perspektiv, hvor mennesket og ikke teknologien er i fokus. Med buzzwords som AI, machine learning samt opbevaring og videresalg af data som det herskende på teknologi-stjernehimlen, var der på SXSW et ønske om at vende blikket mod større etiske overvejelser og fokus på det menneskelige.

Det blev særligt tydeligt under tidligere rådgiver for Mark Zuckerberg, Roger McNamees talk om Facebooks og Googles brug af folks data. I stedet for at sælge vores allesammens data til højestbydende, har begge firmaer muligheden for at hjælpe os med den enorme viden, som de besidder. En lang række beslutningstagere og politikere er klar til at stille store krav til tech-giganterne, så profitsøgende virksomheder ikke i fremtiden bestemmer i vores fælles online verden.

Og nej, robotterne kommer ikke og overtager verdensherredømmet: AI (artificial intelligence) og machine learning blev af flere speakere talt i en helt anden retning, end det skrækscenarie, som indimellem styrer mediebilledet.

2. AR – Augmented Reality

Udvikling af AR var på mange måder overalt på SXSW og var i stor stil ‘the talk of the town’. Der var især mange referencer til Pokémon GO, selv om alle, der nævnte det, virkede trætte af fortsat at bruge det eksempel.

Netop Pokémon GO er et eksempel på stedbunden AR, som er et meget omdiskuteret tema inden for AR lige nu – at skabe smarte løsninger, der knytter sig til et bestemt sted og er udgangspunkt for løsningen. Mulighederne er mange, men de stærke løsninger er få. Dette pegede forfatteren Charlie Fink, som står bag flere bøger om ‘convergence’, på i sin talk. Ifølge ham er der lang vej endnu, før de smarte teknologier er så smarte, at de kan kommercialiseres.

For ham handler det om, at “technology succeeds when it makes what we are already doing, better, cheaper, and faster” – et sted vi ikke er kommet til endnu med AR. Charlie Finks publikationer kan anbefales, hvis man ønsker kvalificerede gæt på, hvad vores digitale fremtid kommer til at indeholde.

3. 5G – Er vi overhovedet klar til det?

Buzz-ordet over dem alle på dette års SXSW var 5G. Den smarte teknologi, der skal gøre vores mobile internet endnu hurtigere, og som giver enorme muligheder for at lave løsninger med real time-opdatering. Men der er lang vej, før det reelt set kan lade sig gøre.

For at henvise til Charlie Fink igen, beskrev han eksempelvis, hvordan teknologien lige nu på ingen måde ville kunne fungere på Manhattan. 5G kan nemlig ikke trænge igennem bygninger med stål uden at have forstærkere installeret. En lille detalje, som ikke så mange er oplyst om.

4. Female empowerment og #metoo

Selv om #metoo har nogle år på bagen, er emnet mere i fokus end nogensinde inden for især tech- og mediebranchen i USA, og var et af de helt store temaer på SXSW. Hvor #metoo-bølgen er aftaget i Danmark, er den om muligt større end nogensinde før i USA, hvis man skal dømme efter det officielle program på SXSW. Fokus ligger på at skabe en kultur, hvor kvinder er lige så meget værd som mænd, og hvor deres ord bliver vægtet lige så højt som de mandlige kollegers.

Det blev i høj grad adresseret i talks af blandt andre Susan Fowler, kvinden der stillede sig op imod tech-giganten Uber, Allison Yarrow, forfatteren bag bestselleren “90’s Bitch” og den unge politiker, Alexandria Ocasio-Cortez.

Inspiration og ny viden

Filmby Aarhus deltog på SXSW som et led i projektet Create Converge, der handler om at videreformidle budskabet om de mange kompetencer, som den digitale visuelle industri besidder.

Læs mere om projektet her.

At være på SXSW og høste viden og inspiration er med til at klæde Filmby Aarhus på i forhold til de nyeste trends og give et internationalt netværk, som kan trækkes på, når Filmby Aarhus og vores indbyggere har brug for hjælp eller skal have synlighed uden for Danmarks grænser. Vi håber desuden at tiltrække nogle af de stærkeste speakere fra SXSW til vores egne events i Filmby Aarhus.