Digital visuel storytelling

Nyt læringscenter for digital visuel storytelling er etableret i Filmby Aarhus

By 04/05/2018 No Comments

04/05 2018

Lærere producerer film, POV - Filmby Aarhus

Nyt læringscenter for digital visuel storytelling er etableret i Filmby Aarhus 

Kun få uddannelser bruger digitale visuelle fortællinger aktivt i undervisningen. Det vil Filmby Aarhus rode bod på – første skridt er taget med etablering af “Center for digital visuel storytelling”, der netop er åbnet.

Uanset alder skal børn og unge have mulighed for at fortælle visuelt. Det mener Filmby Aarhus – for selvom stort set alle børn og unge har adgang til mobiltelefonerer og tablets er det kun de færreste, der selv skaber fortællinger. En af årsagerne er, at fx lærere, pædagoger og bibliotekarer  kun i begrænset omfang tager de nye digitale visuelle fortælleformer til sig og bruger dem aktivt i undervisningen og i deres samvær med børn og unge.

”Med det nye læringscenter vil vi skabe en kultur, der vægter en praktisk og kreativ fortællende tilgang til læring, og det skal selvfølgelig være digitalt og visuelt. Det er der enormt behov for.” Det siger Carsten Holst, chef for Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje.

Filmby Aarhus rummer Danmarks største klynge af digitale visuelle virksomheder under samme tag. Virksomhederne i Filmbyen og de mange virksomheder i Aarhus Kommune og i Region Nord- og Midtjylland har gennem de seneste 15 år skabt et fælles udviklingsmiljø, hvor innovation på tværs af fag og brancher er hverdag.

POV workshop, lærere lærer at producere film - her i et køkken. Filmby Aarhus

POV workshop, lærere lærer at producere film – her i et køkken. Filmby Aarhus

Line Arlien-Søborg er gymnasielærer og tilknyttet læringscentret som projektleder på vegne af Filmby Aarhus. Med en fortid fortid i tv- og filmbranchen og udviklingskonsulent hos Det Dansk Filminstitut, har hun hænderne dybt nede i den faglighed, det hele handler om.

“Vi skal sikre, at alle børn og unge får styrket deres digitale og mediefaglige kompetencer, så de bliver kvalificerede, kreative og innovative producenter – og samtidig kritiske mediebrugere, der forstår de virkemidler, de selv bliver udsat for,” siger Line Arlien-Søborg.

Hun forklarer, at de visuelle fortællinger fx kan være i fysik, hvor eleverne laver en lille animationsfilm om fotosyntesen – eller i biologi, hvor de laver 360 graders film af kroppen og fortæller om kroppens celler. I dansk kan de fx lære at lave kampagnefilm og genfortælle de gamle folkeeventyr som små animationsfortællinger. Filmmediet åbner samtidig for, at flere af elevernes kompetencer kommer i spil.

“Ved at inddrage de digitale fortællinger som en mere bevidst og kompetent del af undervisningen, skaber vi en mere tidsvarende undervisning, der rammer en stor del af de unge, ikke mindst de unge, der kan være bogligt udfordret. Børn skal have en mediekritisk bevidsthed, og det giver vi dem, ved at de selv lærer at producere indhold. Det er vigtigt, for de kompetencer kommer til at dominere mediebilledet i fremtiden,” siger Line Arlien-Søborg.

Lærere uddanner lærere

Carsten Holst tog de første initiativer til læringscentret for næsten tre år siden. Første skridt var det store projektet “Point of View” (POV), hvor folkeskolelærere bliver uddannet i filmproduktion, skabt med afsæt i alle de kompetencer, som lærerne allerede har inden for fortællingen. Det nye er, at de lærer, hvordan de selv kan producere film, uddanne hinanden og konkret integrere metoderne direkte i undervisning. Her har resultaterne og interessen for længst oversteget forventningerne, og folkeskoler og kommunerne indgår partnerskaber med Filmby Aarhus over en bred kam.

“Jeg tror succesen skyldes, at lærerne på deres egen krop oplever, hvor meget det giver eleverne, og hvor relativt nemt det er at bruge filmfortælling i undervisningen, når først de har lært faget rigtigt. Det er erfaringerne fra POV, der gør, at vi nu tager næste skridt og etablerer læringscentret,” siger Carsten Holst.

Kritiske, kreative mediebrugere

Den nye læringscentrets skal skabe aktiviteter og læring på flere niveauer. Målet er at forbedre børn og unges kompetencer og derfor bliver centrets indsatser direkte målrettet formidlere, pædagoger, lærere og bibliotekarer. For Carsten Holst er det vigtigt, at læringscenteret har bred opbakning i uddannelsessektoren.

“Vi indgår i samarbejder med branchen bredt set. Vi håber, at de store uddannelsesinstitutioner er interesseret i at samarbejde, men det er for tidligt at sige, hvordan vi præcist gør. Lige nu er vi åben for nye partnerskaber,” siger Carsten Holst.

Han er sikker på, at de virksomheder og uddannelser, der allerede har til huse i Filmby Aarhus, hurtigt vil tage de nye muligheder til sig.

”Filmbyens branchefolk skal møde undervisningssektorens stærke lærerkræfter. Vi ser de tværgående samarbejde opstå igen og igen. Vores opgave i Sekretariatet er at facilitere og skabe rammerne, og jeg er sikker på, at det nye tætte samarbejde også vil give den digitale branche en bedre forståelse for, hvordan de skaber kvalitet til børn og unge,” siger Carsten Holst.

 

Mere information:

Chef for Filmby Aarhus
Carsten Holst
cholst@aarhus.dk
+45 2213 8828

Projektleder
Line Arlien-Søborg
line@filmbyaarhus.dk
+45 2287 3708