Gå til hovedindhold

25 unge kunst- og spilinteresserede til Game Jam på ARoS

I weekenden var 25 unge checket ind på ARoS i et døgn, hvor de udviklede deres egne spil med udgangspunkt i udstillingen Human Nature. Arrangementet var det allerførste Game Jam i EU-projektet EPIC-WE, der har til formål at undersøge unges kulturelle deltagelse gennem spil og kunst.

Epic-We Aros

Indhold

    Sammen med Aarhus Universitet og ARoS kunne vi i weekenden invitere til det første Game Jam i EPIC-WE. Game Jam er et arrangement, hvor deltagere med interesser i kunst, spil og kultur mødes og udvikler spil, der tager udgangspunkt i kulturarven, som omgiver os. 25 unge, blandt andet studerende inden for spil, kunst, projektledelse, kultur, teknologi, m.m., deltog i arrangementet.

    Deltagerne skulle i kreative teams skabe spil med udgangspunkt i udstillingen Human Nature på ARoS. Arrangementet gik over al forventning, og deltagerne var aktive og bød hver især ind med forskellige interesser og kompetencer. Alle teams fik i løbet af weekenden lavet en prototype på et digitalt spil. Det blev blandt andet til spil, der genopliver gamle landskabsmalerier fra 1800-tallets guldalder, og udforsker hvordan disse malerier idealiserer særlige ting ved den danske historie, og det blev til spil, der giver stemme til ungdommens perspektiver på klimakrisen ved at sætte det overfor ældre kunstværker, som skildrer en romantiserende opfattelse af naturen.

    Flere af spillene indeholder lyd og musik, som de unge selv optog undervejs, og der blev også tænkt ud af boksen under udviklingsprocessen og brugt nogle af de fysiske genstande i arbejdsrummet – for eksempel blev skamler pakket ind i sølvpapir og brugt som klipper i et af spillene.

    Spillene fra weekendens Game Jam kan findes her.

    Kulturskabelse gennem spil

    EPIC-WEs Game Jams har ikke kun til formål at få unge til at mødes omkring kunst, spil og kulturarv. Aarhus Universitet er en del af projektet med projektleder og lektor i didaktisk design og teknologi ved DPU, Rikke Toft Nørgård, i front. Hun forklarer, at forskningen skal undersøge værdien af kulturmøderne og udvikle nye modeller for, hvordan unge, kulturorganisationer, spilindustri og videregående uddannelser kan mødes og praktisere en ny form for kulturskabelse gennem spil.

    Til weekendens Game Jam deltog forskere fra Aarhus Universitet, kunstfaglige omvisere og koordinatorer fra ARoS, spiludviklere fra Funday Games og Ideas Lab og unge fra Coding Pirates. De stod alle klar til at guide og hjælpe deltagerne under forløbet.

    Katrine Broe Sørensen, projektleder i Filmby Aarhus, deltog også i weekendens Game Jam og glæder sig over et vellykket arrangement: "Det var en stor fornøjelse at se de unge være engagerede i opgaven og byde ind med deres kreative idéer til spil, storytelling og kunstformidling. Nu kan vi glæde os til næste Game Jam, som afholdes senere i år."

    Læs mere om EU-projektet EPIC-WE.

    Se billederne fra weekendens Game Jam herunder. Foto: Mads Smidstrup / ARoS.

    Sidst opdateret: 8. februar 2024