M2 Group er Danmarks største producent af reklamefilm og filmindhold ril digitale platforme og har været fast samarbejdspartner for lego gennem en årrække

Af Chris Kroer Jensen og Joan Rask

For bare 10 år siden var M2Film et mindre, aarhusiansk produktionsselskab, der hovedsageligt producerede reklame film. Når man i dag kigger på M2-koncernen, kan det være svært at forstå væksteventyret. Executive Producer Ole Holm Christensen blev ansat som den ottende medarbejder i virksomheden, og han ser styrkerne både ved det lokale og det globale. ”Filosofien er, at vi så vidt muligt skal drive produktionen fra start til slut og have alle hovedkompetencer i egne selskaber. Det er lykkedes, fordi vi har skabt et globalt setup over de seneste år,” fortæller han.

Branded content

Da samarbejdet med LEGO virkelig tog fart, skulle Lego bruge fem minutters animations film til deres egne medier. Dengang havde M2Film udviklet reklamefilm for Lego i nogle år, og de indeholdt elementer af animation – men på en måde, hvor det mest blev brugt til specielle effekter.

”Nu bevægede vi os pludselig over mod komplette animerede produktioner, som var historiedrevne. Det var en helt ny proces og en ny forretning – ikke kun på grund af skiftet i måden at producere på, det var også første skridt til en helt ny måde at tænke markedsføring på,” siger Ole Holm Christensen.

Det handler om content marketing og branded content, begreber der var helt ukendte dengang. Målet er at skabe indhold, som målgruppen selv søger, bruger og deler. Det er det, M2 er specialiseret i.

Legos animationsfilm og serier er gode eksempler. De har egen fanskare og distribueres verden over både på YouTube og tv-kanaler som Disney Channel og Cartoon Network. ”Jeg tror, M2 var et af de første danske bureauer til at se udviklingen mod content marketing og branded content, og det var med til at omdefinere vores forretning,” siger Ole Holm Christensen.

For 7-8 år siden var 80% af M2’s produktioner tv-reklamer, og kun 20% var til andre platforme. I dag er det omvendt. Nu er 80% webfilm, explainer-videos, virale film, prerolls, minimovies osv. Det kræver helt særlige kompetencer hos medarbejderne.

Medarbejdernes kompetencer har altid været vigtige, men branchen for digital visuel kommunikation har særlige udfordringer.

“Vi vil naturligvis have de bedste kandidater – folk der forstår mediet. Når vi løser større opgaver, der involverer 300 mand, har vi fx brug for et hav af knalddygtige animationsfolk, og de findes slet ikke i Danmark i det omfang, vi har brug for,” siger Ole Holm Christensen. Det er en af årsagerne til, at M2 har etableret sig internationalt.

Øje på tendenser

Fælles for alle forretningsområder er, at der er stort fokus nye tendenser i markedet. Ole Holm Christensen fremhæver som eksempel, at flere digitale medier begynder at låne elementer fra spilverdenen, som f.eks. virtual reality, og bliver mere interaktive.

”Vi skal altid holde os skarpe. Udviklingen i vores branche er meget teknologidrevet, og det er vigtigt at forstå, hvad teknologien betyder for den historiefortælling, der skal engagere modtagerne.

Der sker nemlig noget særligt, når brugerne selv har ind ydelse på handlingen.

”Vi skal vide, hvad der sker, når vi bevæger os over i det interaktive, hvor handlingen ikke bare er lineær. I sidste ende er kernen i M2’s forretning, at vi formår at skabe relevant kommunikation for vores kunder – uanset mediet,” siger Ole Holm Christensen.

LEGO er en vigtig kunde hos M2

Her er Torsten Jacobsen, Senior Director ikke i tvivl om, hvilken trend, virksomheder og samfund står overfor. ”Behovet for digitalt visuel content og interaktion digitalt mellem kunder og virksomheder vil kun vokse. Toget kører nu, du kan være med til at definere eller påvirke retningen, men du skal som minimum være med på toget. Det er afgørende for dit brand – ja, faktisk hele din eksistens,” siger Torsten Jacobsen, Senior Director, LEGO

På verdensplan stiger efterspørgslen efter digitalt visuelt indhold. Det gælder også fra danske virksomheder. Trenden er, at det sker med eksplosiv hast, og at kun højt specialiserede bureauer har de kreative og digitale kompetencer, der er nødvendige. I Danmark har vi flere virksomheder, der markerer sig internationalt på dette felt. En af dem er M2 Group, der er grundlagt i Filmby Aarhus.

M2 Group består af fem selskaber:

M2Film i Aarhus: Full service filmselskab
Hele Vejen i Aarhus: Digitalt designbureau
Duckling i København: Postproduktion (efterbehandling af film)
Picture This Studio i Bangkok: Specialiseret i animation
M2 Entertainment i London: Kreativt studio, udvikler og producerer underholdningsprodukter

Medarbejdere: + 300
Grundlagt: 1998 af Mads Munk