Nyhedsblog

Julekalenderen blev point of no return

By 10/01/2017 No Comments

10/01 2017

Morten Rasmussen, Deluca Film (i midten) under optagelser

Julekalenderen blev point of no return

Deluca Film var et af de første produktionsselskaber, der fik lokale fonde og kommuner til at medfinansiere en tv-serie. Resultat blev, at de kommuner, der skød penge i projektet, fik en omsætning i deres kommuner, der var mange gange større end deres investering og for Deluca Film blev produktionen et vendepunkt

Det gav os momentum og fik enorm stor betydning for os som virksomhed. Sådan siger Morten Rasmussen, direktør i Deluca Film. Han var selv med til at skabe hele idégrundlaget omkring julekalenderen ”Ludvig og Julemanden”, der blev vist første gang i 2011.

”Vi bevidste, at samarbejdet omkring finansiering med kommuner og private fonde kan blive til rigtig godt tv,” siger Morten Rasmussen.

I alt så omkring 1,5 mio. seere serien over de 24 dage, den kørte. Senere kom Julekalenderen “Tvillingerne og Julemanden” og spillefilmen “Emma og Julemanden”. Begge er medfinansieret af lokale fonde og kommuner og Den Vestdanske Filmpulje bidrog med udviklingsstøtte i samarbejde med Filmby Aarhus. For begge film gælder, at de tager udgangspunkt i bestemte locations i Jylland, og at de begge blev store publikumssucceser med henholdsvis 1,3 mio. seere i gennemsnit og ca. 200.000 solgte biografbilletter.

For Deluca Film fik de to julekalendere skubbet udviklingen af virksomheden frem og i den rigtige retning. I årene efter fordoblede Deluca Film sin omsætning, selvom markedet er presset – blandt andet af udenlandske produktioner. I Nordjylland var effekten også synlig. Den investering, kommunerne skød ind, kom retur i form af omsætning til det lokale erhvervsliv – mange gange større end den oprindelige investering.

“Hele Nordjylland stod på den anden ende. Der var en bilkø fra Børglum Kloster helt til Løkken da der var julemarked i klosteret – det var en fantastisk oplevelse at være en del af den succes,” siger manden, der selv stod med hænderne dybt begravet i udvikling af manuskriptet, opsætning m.v.

Kunstnerisk kvalitet

Dengang og nu er reglen, at kommuner og andre, der medfinansierer, har absolut ingen indflydelse på handling eller location, og de får tidligst mulighed for at læse manuskriptet, når optagelserne er overstået.

”I forbindelse med vores juleunivers, fik de lov at vise rundt og fortælle historierne fra området inden vi gik i gang. Det gav os mulighed for at bruge locations samt elementer af lokale myter, folkesagn, og historier som passede naturligt ind i vores fortællinger,” siger Morten Rasmussen.

Han forklarer, at det eneste de lokale bidragsydere bestemmer, er at hovedhandlingen foregår inden for et bestemt geografisk område. Det har han ingen problemer med – og det har leder af Filmby Aarhus Carsten Holst heller ikke.

”Der er altid nogle kunstneriske ambitioner og en defineret økonomisk ramme, der skal gå op i en højere enhed. Det er helt normalt – og det er nøjagtig samme type begrænsning, hvis produktioner altid skal filmes i København,” siger Carsten Holst.

_92A0127 Foto: Per Arnesen

Børglum Kloster er eksotisk

Handlingen i julekalenderne udspiller sig på Børglum Kloster, og producenten fortæller, at miljøet i Nordjylland dengang bød på noget helt andet, end det seerne på det tidspunkt havde set. Det er et af de elementer, Carsten Holst sætter pris på.

”De regionale filmfonde har de kontakter, der skal til for at udvikle filmprojekter i samarbejde med turist- og erhvervslivet, så hvis vi ad den vej, kan fastholde filmproduktion i Danmark, vil jeg altid foretrække det – alternativet er, at alt ryger til udlandet,” siger Carsten Holst.

Og den risiko er ifølge Torben Rasmussen ikke ubegrundet. Han forklarer, at filmproduktion i mange lande er støttet med skattefritagelse og refusioner helt op til 60-80% af udgifterne.

“Medfinansiering er vigtigere end nogensinde. Det er langt fra alle projekter, der egner sig, men for dem der gør, er det en fantastisk mulighed for både lokalområdet og for produktionen,” siger Morten Rasmussen.

Det gør han, selvom det i virkeligheden er dyrere at filme uden for København, fordi skuespillerne skal fragtes rundt i landet og bo der i længere perioder.

”Det giver os sindsygt meget at filme i provinsen, vi får så meget foræret, fordi lokalområderne bakker op og er venligere stemt over for os,” siger Morten Rasmussen.

FOTO:
Deluca Film 
Øverst: Morten Rasmussen, Deluca Film under optagelse (i midten)
Midt: Optagelser i bymidten
Nederst: Skuespillere – julekalenderen Ludvig og Julemanden

FAKTA

Deluca Film  www.deluca-film.dk

Filmby Aarhus www.filmbyaarhus.dk

Deluca Film har udviklet TV2s julekalender “Ludvig og Julemanden”. Udviklingsarbejdet finansieres med hjælp af bl.a. en initiativgruppe fra Vendsyssel, der rejser penge fra bl.a. Hjørring Kommune, LAG Vendsyssel og Kulturaftale Nord. Også Den Vestdanske Filmpulje bidrager med udviklingsstøtte.

Produktionen finansieres af TV2 med støtte fra bl.a.  Hjørring Kommune, Frederikshavn Kommune, Brønderslev Kommune, VisitNordjylland, Spar Nords Kulturfond, LAG midler og Den Vestdanske Filmpulje.

Det er en af de første gange medfinansiering bliver brug i Danmark til tv-serie. Ludvig & Julemanden blev vist i 2011, med i alt omkring 1,5 mio. seere over 24 dage. Senere kom Julekalenderen “Tvillingerne og Julemanden” og spillefilmen “Emma og Julemanden”. Begge er medfinansieret lokalt og tager udgangspunkt i bestemte locations i Jylland. Begge blev store publikumsucceser med henholdsvis 1,3 mio. seere i gennemsnit og ca. 200.000 solgte biografbilletter.