Cross MotionIdea's LabNyhedsblog

Iværksættere vil bekæmpe stress med VR – første prototype er udviklet

By 13/09/2017 No Comments

27/08 2017

Iværksættere vil bekæmpe stress med VR – første prototype er udviklet 

Resilio Technologies er dansk. De er en del af iværksættermiljøet omkring Filmby Aarhus – og måske de første, der nogen siden har udviklet et software, der kombinerer åndedræt, teknik fra spilindustrien og står på den nyeste videnskabelig viden om stress

Følelsen forfølger mig. Den vender tilbage. Insisterer på at bevare en plads i min erindring. Egentlig burde den bare gå væk… Følelsen af ro og en behagelig fornemmelse af at være til i nuet. Den holder i flere uger efter min korte test.

Det handler om VR. En prototyper der beviser, at der er en sammenhæng mellem mit åndedræt, og den feedback jeg får i form af lækre billeder og lyde. Ophavsmanden bag er Anders Søndergaard, der har grundlagt Resilio Technologies.

“Vi ved, at dit mentale velbefindende bliver bedre, når du trækker vejret på en bestemt måde. Det træner fleksibiliteten i dit nervesystem,” siger Anders Søndergaard.

Målet er, at vi skal have folk til at
trække vejret i en bestemt rytme

Anders Søndergaard 

Sammen med Funday Factory har han udviklet en VR-prototype, der gør brug af erfaringerne fra computerspil for at motivere brugerne, og som trækker på den nyeste viden om, hvordan man gør mennesker bedre til at håndtere stress. Ikke for at de skal kunne udholde mere stress, men for at de bedre kan forblive sunde i deres hverdag – som når en akademisk medarbejder, der sidder på kontor hele dagen, går i fitness for at styrke sin smidighed.

“Målet er, at vi skal have folk til at trække vejret i en bestemt rytme,” siger Anders Søndergaard.

Prototypen er en opgave fra det EU-baserede netværk Cross Motion, hvor Film Aarhus er partner og står for alle aktiviteter i Danmark. Den vises frem første gang på konferencen AARHUS DIGI:TAL 2017 den 15. september 2017.

Forskning er næste skridt

Resilio Technologies’s forretningsidé er bygget op omkring faglig og forskningsmæssig funderet viden. Det handler ikke om computerspil, der hurtigt fanger brugere i en kortsigtet oplevelse som underholdning. Det handler om sundhed, om forebyggelse og gerne en løsning, der rækker langt ud over Europas grænser. Det kræver dokumentation for virkningen.

“Jeg drømmer om, at finde en kræftafdeling på et universitetshospital, der tænker, at det her er interessant og det putter vi ressourcer i,” siger Anders Søndergaard.

Selv mener han, at Resilio Technologies og samarbejdspartnerne omkring dem, har taget produktet, så langt de kan – nu er der behov for tanker udefra og partnere, der kan udvikle videre på erfaringerne fra prototyperne.

“Det vil være fantastisk, hvis der er en forsker og en Ph.d. studerende, der vil udvikle en egentlig løsning sammen med os og teste om patienter, der bruger vores VR-løsning, har det mentalt bedre, end dem der ikke gør,” siger han.

Den antagelse bygger han blandt andet på artiklen Heart Rate Variability Training for Symptom Control in Cancer Survivors, der dokumenterer, at post cancer-opererede oplever færre smerter og føler sig mindre belastede end dem, der ikke arbejdede med åndedrætsøvelse m.v.

Det er sindssygt svært, og vi har virkelig kæmpet med det. Men nu har vi bevist,at det er muligt – og det var hele målet med prototypen

Anders Søndergaard 

Sindssyg svært

Inden prototypen er i drift, skal der arbejdes mere med både indhold og teknik. Det afskrækker ikke Anders Søndergaard. Det kunne det godt have gjort, for der har været masser af forhindringer. Hvordan får man f.eks. data fra en pulsmåler ud af pulsmålerens eget software og ud i en form, der kan omsættes til et spilmiljø – og som samtidig kan præsenteres for brugerne, så de intuitivt kan omsætte det til handlinger i et VR-miljø?

“Det er sindssygt svært, og vi har virkelig kæmpet med det. Men nu har vi bevist, at det er muligt – og det var hele målet med prototypen,” siger Anders Søndergaard.

Han er stolt og glad for at være nået hertil, og heldigvis er han ikke alene med opgaven. Teamet består både af en biomedicinsk ingeniør, en spildesigner, spiludviklere, softwareudviklere og en grafisk designer. En del er ansat hos Funday Factory, der også er partner i projektet. Alle projektmedarbejdere er blevet udfordret til det yderste, men Anders Søndergaard har aldrig været i tvivl om, at alle projektdeltagere var ret vilde med opgaven. Han smiler bredt.

“Det er magisk, at arbejde med noget, der påvirker ens sanser så meget, så vi også selv haft det payoff, som er hele formålet med prototypen,” siger Anders Søndergaard.

Fakta:

VR-prototypen til stresshåndering er udviklet af: Resilio Technologies og Funday Factory som led i det EU-baserede netværk Cross Motion, hvor Filmby Aarhus er partner. Mere: Internationalt netværk bestiller fire prototyper fra iværksættermiljøet omkring Filmby Aarhus (nyhed)

Resilio Technologies
www.resiliotechnologies.com
CEO: Anders Søndergaard
Udvikler sideløbende på en smartphone-app til stresshåndtering. Har bl.a. modtaget kr. 1,4 mio. kr. i sommeren 2017 af Markedsmodningsfonden
Artiklen: Heart Rate Variability Training for Symptom Control in Cancer Survivors

PRØV PROTOTYPEN: Konferencen AARHUS DIGI:TAL 2017 – den 15. september
Book billet her

Om this.festival: thisfestival.dk

Skrevet af: Joan Rask