Nyhedsblog

Growing digital worlds

By 08/09/2017 No Comments

08/09 2017

GROWING | DIGITAL WORLDS

GROWING DIGITAL WORLDS er målrettet ledere i etablerede virksomheder, der arbejder med digitale universer, med ambitioner om at udvikle og styrke deres forretning. Forløbet giver dig, som deltager, inspiration til at udvikle din virksomheds forretningsstrategi samt redskaber til at styrke dit arbejde med forretningsmodeller, markedsfit og finansiering. Samtidig får du lejlighed til at møde skarpe profiler i og uden for den digitale indholdsproducerende branche og udbygge dit professionelle netværk.

Digitale universer er en industri i rivende udvikling. Virksomheder inden for spil, film, serier, animation og funktionelle sammenhænge udfordrer hele tiden rammerne for, hvad deres universer kan – både kreativt og kommercielt. Fordi platforme, fans og medier er i nærmest konstant udvikling, er spillereglerne også i forandring.

Et digitalt univers er en verden af fortællinger, karakterer, artefakter, omverden og symboler, som giver en sammenhængende oplevelse for brugeren på tværs af produkter og platforme. Universet kan gå på tværs af tv-serier, computerspil eller de værdier og fortællinger, som organisationer og virksomheder skaber om sig selv. Universer skal altså forstås i bred forstand og kan både være grundlag for underholdning og for anvendelse til kommunikation, læring, sundhed eller lignende.

GROWING DIGITAL WORLDS har til formål at udforske de forretningsmæssige spilleregler for virksomheder, der lever af at udvikle digitale universer. Forløbet har til formål at klæde dig, som deltager, bedre på til at udvikle din virksomhed og dit univers. Gennem forløbet vil du derfor blive både inspireret og bedt om at udforske, udfordre og udfolde de spilleregler, der gælder.

Transmedia storytelling er endnu en ung disciplin og det er de færreste, der mestrer den – især, når disciplinen også skal gå hånd i hånd med et kommercielt blik. Forløbet er derfor tænkt som en blanding mellem en masterclass – hvor dygtige folk fra hele verden deler deres viden – og et laboratorium, hvor deltagerne sammen udvikler og sparrer på hinandens virksomheder. Målet er, at du som deltager både tager inspiration og et stærkt netværk med dig blandt virksomheder, der arbejder på tværs af film, serier, animation, spil og andre digitale universer.

GROWING DIGITAL WORLDS bliver gennemført i efteråret 2017. Forløbet består af tre sessioner, hvor den første vil ligge i oktober og det samlede forløb strække over to måneder. Alle sessioner foregår i tidsrummet kl. 12.00-16.00.

4. oktober: Digitale universer som forretning
Hvad skal der til for, at dit digitale univers også kan blive en kommerciel succes? Hvordan sørger du for at koble den kreative udvikling med den forretningsmæssige? Til den første session tager vi udgangspunkt i dit projekt og udforsker de forskellige modeller for at gøre universer – kreative eller funktionelle – til kommercielle projekter.

Dit univers er i udgangspunkt en platform, hvor fans og brugere kan interagere med både dit indhold og din virksomhed. Det univers er en ramme om, at fans ikke bare forbruger, men kan blive medskabere og interagere med indholdet, med hinanden og med dig som skaber. Det har konsekvenser for, hvordan du designer, udvikler og udbreder dit univers til dit publikum. Og det har stor betydning, hvordan du fra start tænker indtjening og kommercielt potentiale ind i dit univers.

Speaker:
Til at kickstarte forløbet, har vi inviteret Christian Fonnesbech.

Christian har mange års erfaring i krydsfeltet mellem spil og film. Han har over 35 kommercielle produktioner på sit CV og har i de seneste år brugt sin erfaring til rådgiver om strategi for digitale producenter.

Dit udbytte fra dagen:

  • Nye måder at arbejde med det kommercielle aspekt af dit univers
  • Inspiration til, hvordan du kan udvikle univers og forretningsmodel, så de understøtter hinanden

 

30. oktober: Marked, publikum, fans og fit
Det, der adskiller gode universer fra dårlige universer, er evnen til at forstå ens publikum, bruge det i udviklingen af universet og nå dem på rette måde. Vi skal arbejde med, hvordan markedet for digitale universer udvikler sig, og hvordan du sørger for at sætte dine fans i centrum af udviklingen af dit univers. Vi skal dykke ned i emner som markeds- og brugerforståelse. Vi skal udforske hvordan din virksomhed kan navigere i krydsfeltet mellem kreativ udvikling og markedsmæssigt fit mellem dit univers og dine fans. Og så skal vi beskæftige os med, hvordan du bedst muligt kommer i kontakt med dine potentielle fans.

Som input på dagen har vi inviteret to praktikere, som til hverdag arbejder for at opbygge fans.

Speaker:
Poul Frøjk Knudsen, marketing manager for LEGO Boost, vil dele sine erfaringer med forbinde LEGOs mange fans med deres både fysiske og digitale univers.

Speaker:
Hannes Jakobsen, konsulent hos Hamojak i Berlin, vil dele sine erfaringer med at markedsføre gennem visuelle virkemidler, især YouTube som kanal og influencer marketing, som strategisk greb.

Dit udbytte fra dagen:

  • Input til at identificere og definere dit marked
  • Inspiration til at arbejde mere aktivt med dine fans i udviklingen af dit univers
  • Redskaber til at komme tættere på dine fans og få dine fans med i dit univers

 

21. november: Vækst og finansiering af dit digitale univers
Det kræver kapital at blive en kommerciel succes i den digitale visuelle industri. Og der kan være mange veje til at opnå vækst. Digitale universer kan hente sin finansiering fra en lang række af kilder, idet de tapper ind i flere brancher, platforme og teknologier. Nye investorer og finansieringsmodeller dukker op i takt med, at feltet udvikler sig, og der opstår stadigt flere nye former for partnerskaber på tværs af platforme, rettighedshavere, publishere og producenter. Konkurrencen om den gode investor og det gode indhold er benhård. Og i sidste ende vil dine valg omkring finansiering have stor betydning for, hvad du har af muligheder med dit univers og din virksomhed.

Til denne session udforsker vi hvilke veje, der er til at udvikle og vokse din forretning. Vi fokuserer både på eksisterende finansieringskilder og nye måder at gribe vækst an.

Speaker:
Vi har inviteret Anders Morgenthaler, der er kendt som både producent, tegner, instruktør og forfatter.

Anders står bag WulffMorgenthaler-universet og er medstifter af animationsselskabet Copenhagen Bombay. Han vil dele erfaringer på kryds og tværs af den digitale indholdsverden med at udvikle og etablere digitale universer.

Dit udbytte fra dagen:

  • Overblik over mulige veje til at skabe vækst
  • Input til, hvordan du kan finansiere udviklingen af dit univers og din virksomhed

 

Tilmelding
GROWING DIGITAL WORLDS er målrettet ledere af virksomheder, som udvikler digitale universer, med ambitioner for deres forretning. Hver virksomhed kan deltage med 1-2 personer på ledelsesniveau.

Forløbet er gratis for din virksomhed, såfremt den ligger i Region Midtjylland.

GROWING DIGITAL WORLDS udbydes af Interactive Denmark i samarbejde med More Creative. Forløbet faciliteres af Seismonaut, der har speciale i forretningsudvikling inden for de kreative erhverv.

Tilmelding sker ved at udfylde denne blanket: Tilmelding til Growing Digital Worlds.

Spørgsmål om forløbet kan rettes til Kirsten Langgaard fra Interactive Denmark på kl@interactivedenmark.dk.

Der er maksimalt plads til 15 virksomheder på forløbet. Deltagerne screenes og udvælges af Interactive Denmark og Seismonaut.