POV

Filmsproget er modersproget til alle nye medier

By 29/11/2016 No Comments

27/10 2016

Filmsproget er modersproget til alle nye medier 

Mere end 1000 elever og ca. 40 lærere har allerede gennemgået et træningsforløb i filmproduktion og filmsprog. Det er udviklingsprojektet Point of View (POV) i regi af Filmby Aarhus, der står bag. 

Filmsprog er en nødvendig kompetence på linje med it-kompetencer og fremmedsprog, og derfor skal skoleelever og deres lærere trænes og afprøve det i praksis på linje med andre skolefag. Problemet er, at der ikke findes undervisningsmateriale og at lærernes kompetencer på landsplan er for svage.

Det har to erfarne filmfolk sat sig for at gøre noget ved. Det har nemlig udviklet et undervisningsmateriale til brug for lærere i folkeskolens ældste klasser. Erik Bjerre er den ene af de to idemagere og projektleder.

“Vi spurgte os selv, hvor lidt skal lærerne vide om filmproduktion for at lære deres elever at producere film på et kvalificeret niveau,” siger Erik Bjerre.

Erik Bjerre har sammen med projektudvikler Rune Lünell en ambition om, at projektet skal fungere i skolernes hverdag – med de krav der er til økonomi, digitalisering og realisme i forhold til implementering.

“Vores mål er, at lærerne får et materiale de kan downloade og anvende umiddelbart efter et kort introduktionsforløb,” siger Rune Lünell.

De to initiativtagere har prøvet at have ni klasser i gang på én gang, og det er en del af den overordnede filosofi – at materialet kan bruges i stor skala.