Idea's LabNyhedsblog

Aarhus Kommune’s iværksætterhus, Ideas Lab, viser sit værd 

By 08/11/2017 No Comments

07/11 2017

GonioVR i lokalerne hos Ideas Lab. Forrest til højre Thomas Pedersen, stud. digital design og (tv) Ege Jespersen, medejer af GonioVR og founder af Åte VR

Aarhus Kommunes iværksætterhus, Ideas Lab, viser sit værd 

Startup-virksomheden Gonio VR er blandt vinderne af Berlingske Business Boost. Præmie;  Personlig mentor, rådgivning og fra landets dygtigste i iværksætteri 

Ideas Lab rummer morgendagens digitale stjerner, og virksomheden Gonio VR er en af dem, der nu viser vej for andre startups. Sådan lyder det fra Carsten Holst, der er chef for Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje.

“Vi har etableret Ideas Lab, fordi udviklingen inden for VR brager frem internationalt lige nu. Byen har talenterne. Vores unge er blandt verdens mest innovative, og de er skolet i at samarbejde og gøre brug af hinandens spidskompetencer – den position skal vi udnytte! Og det gør vi vores bedste for,” siger Carsten Holst.

Ideas Lab er ganske ung, og det er først til januar 2018, der er et-årsfødselsdag. Ideas Lab er en del af Filmby Aarhus, og en af de seneste skud på Aarhus Kommunes satsning på den digitale visuelle industri og talentudvikling.

”Filmby Aarhus er blevet et samlingspunkt for kreativitet. Jeg er stolt over at vores nye satsning på iværksætteri allerede høster anerkendelse. Det er vigtigt at skaber rammer for innovation. Det sikrer succes og arbejdspladser på lang sigt. Et stort tillykke til Gonio VR, jeg håber, at det bliver starten på en stor succes for både dem og Ideas Lab ” siger rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune Rabih Azad-Ahmad.

Ege Jespersen, medindehaver af GonioVR og ejer af ÅteVR der begge er en del af Ideas Lab, Filmby Aarhus

Ege Jespersen, medindehaver af GonioVR og ejer af ÅteVR der begge er en del af Ideas Lab, Filmby Aarhus

Kedelig fysisk træning bliver sjovt

Fysisk træning hos fysioterapeuterne er traditionel, kedelig og med en konstant risiko for, at patienten udfører sine øvelser forkert. Det er startupvirksomheden Gonio VR igang med at ændre. Medindehaver af Gonio VR Ege Jespersen har en kandidatgrad i digital design. Han har haft ansvar for det tekniske og visuelle.

“Vi er lykkes, fordi vi har arbejdet super tæt sammen med; fysioterapeuter, rigtige patienter, dataloger og designere. Vi er blevet ved med at rette til, indtil teknikken var så god, at brugerne forstod, hvad de skulle, og fysioterapeuten så den fysiske bevægelse, patienten havde brug for,” siger Ege Jespersen.

Sammen med Jesper Aggergaard, selvstændig fysioterapeut i København har Ege Jespersen skabt et univers via Virtual Reality, der guider patienten gennem fysiske øvelser, så der tages hensyn til patientens smertegrænse, fysiske tilstand og det fysioterapeuten anbefaler af øvelser. Fidusen er, at det er sjovt, underholdende og patienten måler sine egne fremskridt og får feedback som i et computerspil.

“Når jeg forlader den her planet, skal jeg have gjort noget godt for andre. Sådan tænkte jeg, da jeg voksede op, og det er blevet en form for mission for mit arbejdsliv. Mit håb er, at den her løsning engang omfatter alle kropsdele og er til fri download for alle,” siger Ege Jespersen.

International anerkendelse

Makkerparret har implementeret VR-løsningen hos Brøndby Kommune, hvor over 100 borgere allerede har afprøvet træningen. Derudover er den etableret i Jesper Aggergaards egen klinik, og meldingerne fra brugerne begge steder er meget positive. Endda så klare at de allerede har præsenteret deres produkt for flere kommuner i Danmark og på flere internationale konferencer.

“Det er virkelig surrealistisk, at se det, vi har makket med i lokalerne i Aarhus, oppe på den store skærm til finalepræsentation på en international konference i Shanghai. Alle ville tale med os. Der kom hele tiden folk og sagde, at vi skulle møde den ene og den anden, og det var også store virksomheder som fx kinesiske Huawei, der producerer mobiltelefoner,” siger Ege Jespersen.

Han, og det syv-mand store team omkring Gonio VR, er både glade og overraskede over, hvor hurtigt forretningsudviklingen er gået, og hvor stor den internationale opmærksomhed har været. Han har været en del af Ideas Lab i cirka fem måneder, og den periode har sikret arbejdspladser, netværk og feedback fra andre i branchen med erfaring og viden – båden inden for iværksætteri, sundhedsteknologi og udvikling af VR. Næste skridt er eksterne investorer.

“Det at være en del af Ideas Lab åbner døre, som ellers ville havde været enorm svære for os at passere. Allerede i næste uge deltager vi i Growing Investors, hvor vi kommer til at møde investorer, der interesserer sig for vores område. Der er vi virkelig spændt på,” siger Ege Jespersen.

For Carsten Holst er det netop den ambition, han har for Ideas Lab – at udvikle startups og skaffe dem adgang til investorer, så de i fællesskab kan  udvikle projekter. Carsten Holst er nemlig i gang med at konkretisere Aarhus Kommunes investering i talentudvikling inden for den digitale visuelle industri – og her er Ideas Lab, og fællesskabet omkring, en vigtig spiller.

“Den vækst, vi ser i den digitale branche, skal også komme de jyske digitale talenter til gavn, og det sikrer Ideas Lab, fordi vi fastholder de dygtigste og bringer dem sammen med de kompetencer i branchen, de har brug for. Vi kan kun være stolte af virksomheder som Gonio VR – dem glæder jeg mig til at følge i fremtiden,” siger Carsten Holst.

 

Mere information: 

Berlingske Business Boost:
Virtual reality, gaming og fysioterapi smelter sammen i GonioVR

Ideas Lab, Filmby Aarhus:
www.ideaslab.dk
Ideas Lab, udviklingsprojekt i Filmby Aarhus

Gonio VR:
www.goniovr.dk