Interactive DenmarkNyhedsblog

Sparring til start-ups i den digitale visuelle industri

By 26/06/2017 No Comments

26/06 2017

Sparring til start-ups i den digitale visuelle industri

Mangler du som iværksætter sparring og rådgivning? Så inviterer vi til et indledende møde, hvor du kan få samlet support fra Interactive Denmark Vest og Væksthus Midtjylland.

Væksthus Midtjylland og Interactive Danmark Vest vil gerne invitere til en fælles snak om din virksomheds mulighed for udvikling. Til mødet vil en repræsentant fra Væksthus Midtjylland samt en medarbejder fra Interactive Denmark Vest være til stede og give dig en mulighed for bred vejledning målrettet din virksomhed i den digitale visuelle industri.

Væksthus Midtjylland yder gratis vejledning, og der er fuld fortrolighed pga. vores tavshedspligt. Du kan bruge Væksthuset til at modne dit koncept over for investorer, få sparring omkring virksomhedsdrift, styrke dit forretningskoncept og meget mere.

Til samtalen vil du få individuel sparring med henblik på at sætte nye mål for din virksomhed. Vi begynder med at danne os det fulde overblik over din virksomheds situation og finde de muligheder, som for alvor kan skabe udvikling.

Du har efterfølgende mulighed for at fortsætte med yderligere vejledning og sparring fra Væksthus Midtjylland og i den proces udarbejde en udførlig handlingsplan, der kortlægger, hvor du skal prioritere for at udvikle virksomheden.

Væksthus Midtjylland er en del af imidt, som er en fællesbetegnelse for alle, der arbejder for mere vækst i region Midtjylland – formålet er, at din virksomhed kan få den mest effektive sparring, målrettet dine behov, uanset om du er nystartet eller står i spidsen for en større virksomhed.

Kontakt: Interactive Denmark Vest kontaktes for nærmere information og opsætning af møde.

Regitze Mai Møller – remm@interactivedenmark.dk –  Tlf. 4187 4324

Sted: Vi kommer gerne på besøg hos den enkelte virksomhed.

 

“Den rigtige hjælp – på det rigtige tidspunkt”

Anders Søndergaard fra den digitale start-up Resilio Technologies fortæller om sit møde med Væksthus Midtjylland.

Hvorfor skal man som start-up mødes med Væksthuset:

Anders: Det skal man, fordi det første møde kan introducere til Væksthusets muligheder og tilbud, fordi mødet tager konkret udgangspunkt i din virksomhed. Det gør, at du kan få den helt rigtige hjælp. For os var timingen perfekt. Vi er et selskab med konkrete udfordringer og kunne henvende os omkring investorer, fundraising og anden håndgribelig hjælp. Derfor kom vi hurtigt i gang.

Vi har brugt Væksthuset tre gange, samt været til flere arrangementer. Det har gjort en stor forskel at få kompetent støtte på de rigtige tidspunkter.

Hvad fik I ud af rådgivningen hos Væksthuset?

Anders: Vi var i dialog med Capnova om investering, og de var positive. I den proces fik vi øje på muligheden for at søge om en kapitalcoach hos Væksthuset. Eva Lindegaard fra Væksthuset satte os ind i at søge om støtte, så vi kunne blive en del af Væksthusets Kapitalcoach-ordning.

Vi ønskede derefter at søge om funding hos EU, men det kan være omstændigt og svært. Så løsningen kan være at hyre konsulenthjælp. Vi søgte om en vækstinvestering hos Væksthuset, hvor man kan få støtte til at hyre et konsulentbureau til rådgivning omkring strategiske forhold herunder forretningsplan i forbindelse med ansøgning af relevante EU-ordninger. Forretningsplanen kunne derudover også bruges til ansøgninger til flere fonde og andre steder med mulighed for kapitalindsprøjtning.

Dernæst kontaktede vi Væksthuset om hjælp til at søge investering fra Innobooster, hvortil Væksthuset hjalp med sparring. Vi endte også med at få støtten fra Innobooster.

Har I brugt Væksthuset yderligere og kunne I finde på at bruge dem i fremtiden:

Anders: Ja, jeg kontaktede vækstkonsulent Eva Lindegaard i sidste uge, da jeg havde brug for én at tale med om ejer- og investeringsaftaler. Hun sendte mig videre til en ekspert. Væksthuset kender oftest relevante rådgivere, som de kan henvise til, og jeg kunne sagtens bruge dem til mere ekspertviden i fremtiden. Jeg har eksempelvis for nyligt været på et seminar om kapitalfremskaffelse, som Væksthuset havde arrangeret.

Om Resilio Technologies:

Resilio Technologies arbejder med klinisk intervention til forebyggelse af stress og har i øjeblikket en fungerende prototype på deres app. App’en skal lære brugeren at trække vejret på en rolig måde, som styrer stressresponsen. Brugeren styrer et gameplay på sin smartphone via åndedræt og hjerterytme med henblik på at nedbringe sit stressniveau.